Bruun: Ungarns kæmpenederlag påvirkede os

Af: Ritzau
Det sad i baghovedet, at Ungarn tabte med 17 mål til Montenegro inden mødet med Danmark, vurderer landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Ungarn lignede på ingen måder et hold, der tirsdag aften forlod Jyske Bank Boxen med blod på tanden.
Forinden havde de lige lidt et hysterisk stort nederlag til Montenegro på 32-15. Men i kampen mod Danmark var Anita Görbicz og co. fuldstændig som forvandlet.
De ungarske landsholdsspillere kørte totalt rundt med de danske værter, der i perioder ikke fint et ben til jorden. Ikke fordi landsholdet havde undervurderet ungarerne, mener Klavs Bruun Jørgensen.
-
Desværre tror jeg, det har påvirket os, at vi så de tabte så stort, for vi kommer vi ikke ind med den indstilling, vi skal have, fortæller landstræneren til tv3sport.dk.
-
Det der med at undervurdere er et irriterende udtryk, synes jeg. Men der er ingen tvivl om, at det har ligget i baghovedet, og det var tydeligt at se fra kampens start.
Indstillingen hos det danske kvindelandshold var slet ikke som den skulle være, understreger landstræneren.
-
Vi bliver nødt til at prædike det her med, at vi skal være klar 100 procent, og det irriterer mig ad helvedes til. Vi skal ikke lade os påvirke af resultater på kryds og tværs.
-
Vi ved, vi er videre til 1/8-finalen. Hvis vi kan mande os op og vinde over Montenegro og få enten Polen eller Angola, det er sådan set ligegyldigt. Vi skal komme med den samme indstilling hver evig eneste gang, ellers kan vi tabe til hvem som helst, konstaterer han.
Taktikken der blev lagt for at stække ungarerne i den fjerde VM-match, skulle vise sig slet ikke at holde stik.
Danskerne kom ud med en helt anden flad indstilling end forventet, og det skulle der gerne hurtigst muligt laves om på, understreger landstræneren.
-
Vi kigger inderst inde på os selv. Jeg skal selvfølgelig også komme med mere, end jeg gør i løbet af kampen. Det samme skal spillerne, og så skal vi holde fast i de ting, vi arbejder med.
-
Det handler om, at vi via den måde vi dækker op på, hele tiden skal være aggressive, og det gælder lige fra start af mod alle, afslutter Klavs Bruun Jørgensen.
Montenegro venter fredag i den sidste gruppekamp, mens 1/8-finalerne kastes i gang på søndag.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








