Gå til hovedindhold

Bundesliga-trænerne peger på favoritten - men ikke én eneste har stemt på Flensburg

Bundesliga-trænerne peger på favoritten - men ikke én eneste har stemt på Flensburg

Af: Søren Frederiksen

Der er ikke én eneste træner i Bundesligaen, som tror på, at Flensburg-Handewitt genvinder trofæet i den nye sæson... Til gengæld peger de fleste på THW Kiel.

Før i tiden var det et let spørgsmål: Hvem vinder den tyske Bundesliga? Det gør THW Kiel.

Men sådan har det ikke været på det seneste. THW Kiel har haft store problemer, siden de senest vandt mesterskabet i 2015, og siden da har de kun kunne tilføje én enkelt pokaltitel til deres meritter, mens Rhein-Neckar Löwen har vundet to mesterskaber, en pokaltitel og supercup-titler imellemtiden.

På trods af de manglende titler, så er THW Kiel favorit til at blive tysk mester i nye sæson. I hvert fald hvis man spørger de 18 trænere i Bundesligaen. Det har Sport Bild gjort, og her har ikke en eneste af trænerne peget på de forsvarende mestre fra Flensburg-Handewitt.

Heller ikke Flensburgs egen træner Maik Machulla:

-Vi er helt sikkert ikke favoritter i når, fordi vi går igennem en stor udskiftning på holdet. Kiel er favoritter, fordi de har et balanceret hold, og de vil give en afskedsgave til Alfred Gislason i form af et trofæ i denne sæson, siger Machulla ifølge ehfchl.com.

Ud af de 18 trænere så peger 10 af dem på THW Kiel som de kommende tyske mestre. Inklusiv Rhein-Neckar Löwens træner Nikolaj Jacobsen:

-Kiel har handlet godt ind med Pekeler og Reinkind fra os. Og så har de ingen belastning fra Champions League, siger Jacobsen til Sport Bild.

Seks trænere peger på Rhein-Neckar Löwen som tysk mester, mens én enkelt peger på Füchse Berlin, og én enkelt peger på Magdeburg.

Sådan har stemmerne fordelt sig i Sport Bilds afstemning:

THW Kiel: 10 (Rhein-Neckar Löwen, SC Magdeburg, Flensburg-Handewitt, Füchse Berlin, HC Erlangen, TBV Lemgo, Minden, Leipzig, Wetzlar og Bergischer)

Rhein-Neckar Löwen: 6 (THW Kiel, Melsungen, TSV Hannover-Burgdorf, Die Eulen Ludwigshafen, Göppingen og SG BBM Bietigheim)

Füchse Berlin: 1 (TVB 1898 Stuttgart)

Magdeburg: 1 (VFL Gummersbach)

Bundesligaen starter i aften, når MT Melsungen og SC Magdeburg spiller kl. 19.00. Du kan se kampen på TV3 SPORT og Viaplay.

Andre gode nyheder