Gå til hovedindhold

BSV-træner: Kolding er en traditionsrig hjemmebane

BSV-træner: Kolding er en traditionsrig hjemmebane

Af: Ritzau

KIF Kolding København har en hjemmebane i Kolding, som udebanehold typisk har det svært med, og hvor mestrene sjælendt forlader det traditionsrige publikum med en skuffende oplevelse, fortæller Peter Bredsdorff-Larsen.

I den hjemlige Boxer Herreliga har KIF Kolding København blot én enkelt forladt eget halgulv med et nederlag på samvittigheden.

Ellers har samtlige modstandere, set bort fra deltagelsen i Champions League, måtte rejse fra kampene mod de dobbelte mestre med pointtab på kontoen.

Bjerringbro-Silkeborg-cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen, der selv har stået i spidsen for KIF, kender alt til at træde ind i Sydbank Arena Kolding og hvilket fort, det er.

  • Det er en meget traditionsrig hjemmebane, vi skal på. Det er et publikum, der igennem mange år har oplevet mange store kampe. Det er en vanskelig udebane, men det er også en del af det her med at være igennem en hård sæson, fortæller BSV-træneren til tv3sport.dk.

I løbet af sæsonen, hvor Bjerringbro-Silkeborg har deltaget i EHF Cuppen, har midtjyderne været på store udebaner i det store håndbold-udland.

Netop de erfaringer trækker Peter Bredsdorff-Larsen med ind til søndagens afgørende semifinale.

  • Vores hold har fået erfaringer, hvor vi blandt andet vandt over nummer to fra Frankrig på udebane i Saint-Raphael. Vi fik uafgjort mod Kolding i premierekampen i indvielsen af den nye hal. Det er et par eksempler på, at vi har nogle rigtig gode erfaringer, som vi selvfølgelig skal tage med.

  • Det er stadig en kamp på 20 X 40 meter, som skal afgøres der. Vi forventer, at kunne levere en rigtig stor præstation, som gør, at det også kan blive et pres for Kolding, at skulle levere. Det vil vi jagte langt henne i kampen og kunne drage fordel af, at vi trods alt vandt den første med et mål.

Klokken 14.00 er der kampstart, og op til kampen kan Peter Bredsdorff-Larsen mere eller mindre melde en skadesfri trup klar.

  • Vi er egentlig det hold, vi har været siden jul. Vi mangler stadig Peter Bucelj og Nikolaj Øris, som kun lige er med i et begrænset omfang.

  • Ellers har vi det hold, som har trukket slæbet hele vejen fra jul, og som skal få BSV i en DM-finale. Det er den her slags kampe, vi alle sammen ser frem til, slutter cheftræneren.

Bjerringbro-Silkeborg vandt den første semifinale med cifrene 24-23 foran eget hjemmebanepublikum.

Andre gode nyheder