Gå til hovedindhold

BSV-keeper: Der venter et kæmpe stykke arbejde

BSV-keeper: Der venter et kæmpe stykke arbejde

Af: Ritzau

Inden guldet kan ende i favnen hos BSV-spillerne, så understreger keeper Sørenn Rasmussen, at der venter 60 minutters stenhårdt arbejde i lørdagens returfinale mod Team Tvis Holstebro.

Med i bagagen pakker midtjyderne en solid syvmålssejr fra det første opgør, der sluttede med de overbevisende cifre 27-20 i JYSK Arena i onsdags.

Bjerringbro-Silkeborg triller lørdag eftermiddag mod det vestjyske med en gigantisk mulighed for senere på aftenen at juble over klubbens første danske mesterskab.

Favoritværdigheden er tydelig, men Søren Rasmussen tager absolut intet for givet.

  • Der er et kæmpe stykke arbejde, der venter os endnu. Vi skal over og levere en koncentreret og fokuseret indsats i Holstebro. Ja, vi er favoritter, men vi ved, vi kommer ud for et enormt pres fra deres publikum, fortæller BSV-keeperen til tv3sport.dk.

I Team Tvis Holstebro anden DM-semifinale blev det unge GOG-mandskab nærmest blæst baglæns ud af en stemningsfyldt og i øvrigt totalt udsolgt Gråkjær Arena.

Publikumspresset bar de vestjyske håndboldhelte frem -- men Sørenn Rasmussen frygter ikke, at Bjerringbro-Silkeborg-spillerne lade sig presse eller gå på af stemningen.

  • Det er ikke noget, jeg er nervøs for. Jeg synes, vi har været seje de seneste par kampe ved blandt andet at vinde mod KIF Kolding København på deres hjemmebane. Vi har stået godt imod og vist meget stor moral.

  • Jeg forventer, at vi kan gøre det igen. Men i håndbold kan der ske alt muligt i løbet af ingen tid. Det bliver bare fedt at komme ned og spille den anden DM-finale.

  • Vi oplevede selv i den førte kamp, at vores hjemmepublikum også var skyld i nogle af de mål, vi lavede.

Det helt store pres lægger på Team Tvis Holstebro-spillerne, som skal på lidt af en måljagt, hvis det store forspring for alvor skal trues.

Men hvis BSV formår at holde samme høje kadence i det taktiske oplæg, så ser guldchancerne rigtig gode ud, vurderer Rasmussen.

  • Noget af det Team Tvis Holstebro har drillet os meget med, har været deres indløb. Det fik vi virkelig godt stoppet. Nu har vi mødt dem fem gange og kender dem rigtig godt.

  • Vi vidste godt, hvad de kom med. Det er meget lækkert, at vi kan virkelig stå imod i sådan en finale. Hvis vi igen lykkes med de taktiske opgaver, som vi har sat os for i kamp to også, så ser det godt ud, slutter han.

Klokken 20.00 lørdag aften fløjtes den anden DM-finale op.

Andre gode nyheder