Gå til hovedindhold

BSV-træner: Det ser slemt ud med Kjelling

BSV-træner: Det ser slemt ud med Kjelling

Af: Ritzau

Kristian Kjellings comeback for BSV efter en lang skadespause bød torsdag på en ny skade til nordmanden.

Bjerringbro-Silkeborgs træner, Peter Bredsdorff-Larsen, må sandsynligvis undvære holdets norske stjerne, Kristian Kjelling, i den resterende del af håndboldherrernes slutspil.

I torsdagens udesejr på 25-19 over HC Midtjylland måtte Kjelling hjælpes fra banen umiddelbart før pausen.

  • Vi er selvfølgelig glade for sejren, men vores tanker er omkring Kjelling lige nu, siger BSV-træneren.

  • Desværre gik han ud med det, der kan være en slem knæskade, konstaterer han.

Meget mere ved Peter Bredsdorff-Larsen endnu ikke.

  • Han er på hospitalet nu. Vi ved ikke mere om knæet, før at det er blevet undersøgt.

Den 34-årige nordmand har tidligere haft problemer med det samme knæ i en karriere, der har budt på en del skader. Faktisk gjorde Kjelling comeback mod HC Midtjylland efter en skadespause på fem måneder.

  • Det er et halvt år siden, at han senest spillede for os. Vi har ventet længe på at få ham med igen.

  • Det er et kæmpeslag for holdet og ham, hvis han er skadet, for han har arbejdet hårdt for at komme tilbage, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Kristian Kjelling stopper i BSV efter denne sæson, hvor han skifter til Drammen i hjemlandet. Aalborg topper slutspilsgruppe to med fire point, mens BSV følger efter med tre point. HC Midtjylland og GOG er uden point. De to bedste hold går videre fra puljen.

Andre gode nyheder