Stolt BSV-træner: Vi viser robusthed

Af: Ritzau
Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen mener, at BSV-spillerne i 26-24-sejren over Team Tvis Holstebro viste den robusthed og professionalisme, der kendetegner klubben.
Det var groft sagt vind-eller-forsvind onsdag aften i JYSK Arena for Bjerringbro-Silkeborg mod grundspilsvinderne fra Team Tvis Holstebro.
En sejr skulle der til, hvis drømmene om semifinalepladsen fortsat skulle have ben at gå op.
Efter den enorme skuffelse at ryge ud i EHF Cuppen på reglen om flest udebanemål i sidste uge, hankede spillerne op i sig selv og rejste sig på fornem vis i gyseren mod Tvis Holstebro.
-
Det er et meget robust hold, vi har i BSV. Det er nogle robuste, professionelle og fokuserede spillere, som altid er parat til at yde en kæmpe indsats. Vi spiller med stort hjerte og engagement, fortæller Peter Bredsdorff Larsen til tv3sport.dk.
-
Vi har spillet 21 kampe siden den 13. februar, så holdet viser en kæmpe moral. Det betyder, at vi mod Tvis kommer til at se rigtig godt ud. Vi er meget glade for præstationen.
-
Der var den ekstra intensitet og nerve i kampen, som der skal være i slutspillet. Der var dog en stribe udvisninger, som ikke var spilrelateret. Der kunne man godt bare have skilt spillerne ad, for begge hold gik til den med et godt hjerte. Jeg synes, man kunne have løst det på en bedre måde end at vise folk ud.
Med blot to kampe tilbage i slutspillet står Bjerringbro-Silkeborg-spillerne med to gyldne matchbolde for at spille sig i klubbens fjerde DM-semifinale på seks år.
- Det var os, der havde kniven for struben. Vi er utrolig tilfredse efter kamp fire i slutspillet at stå i en meget gunstig situation, hvor vi selv kan afgøre tingene ved at vinde én af de sidste to kampe.
Næste opgave for midtjyderne er allerede på lørdag, når gruppens bundhold fra Skjern, vicemestrene, venter i slutspillets andensidste kamp.
Her kan BSV en gang for alle booke billet til semifinalerne med en sejr, som man selvfølgelig går efter.
-
Vi er glade for, at vi kan tage til Skjern uden det store pres -- ud over det pres vi lægger på os selv. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde den kamp.
-
Vi kommer med en masse selvtillid og en stribe gode præstationer i baglommen. Presset med de mange kampe på kort tid, er blevet en del af dagligdagen. Så vi håber, vi kan holde fast i det, slutter han.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







