Gå til hovedindhold

BSV-sag: Spiller forklarer, hvordan idéen opstod

BSV-sag: Spiller forklarer, hvordan idéen opstod

Af: Ritzau

En enig spillertrup tog penge fra bødekassen for at sikre sig, at SønderjyskE vandt over Skanderborg.

Det er en brødebetynget BSV-trup, der i øjeblikket modtager stor kritik for at have betalt SønderjyskE-holdet 15.000 kroner som ekstra motivation for at slå Skanderborg.

Skanderborg skulle tabe kampen, hvis BSV skulle med i denne sæsons slutspil.

Klubben har valgt klubkoryfæet Mathias Madsen til at udtale sig på spillertruppens vegne, og han forklarer nu, hvordan idéen opstod:

  • Efter vi havde tabt til Skanderborg ude, så sad vi nogle spillere og talte. Vi var ret så pressede og tog kontakt til SønderjyskE og spurgte, om de havde brug for lidt ekstra penge, så vi kunne være sikre på, at de ville vinde. Vi ville tage pengene fra vores bødekasse og så aflevere dem til deres bødekasse, siger Madsen til Ekstra Bladet.

  • Vi ringede til spillerne fra SønderjyskE, og så tog de en fælles beslutning for holdet. Vi kan ikke have gjort os så mange overlevelser, for havde vi tænkt os 100 procent om, så havde vi aldrig gjort det. Vi var pressede og begik en kæmpe fejl. Nu er det blevet en kæmpe sag, og vi er trætte af det især på klubbens vegne, siger Madsen.

  • Vi ville bare være sikre på, at SønderjyskE ville vinde, og når man ser det nu, så er det tåbeligt, for det er ikke de 15.000, der har gjort forskellen. Vi kan godt se nu, at det er naivt, og vi fortryder kraftigt, siger Madsen.

Mathias Madsen har ikke lyst til at afsløre, hvem der kom på idéen, men beretter videre at det var en enig spillertrup, der tog valget om at betale beløbet.

Andre gode nyheder