Gå til hovedindhold

Boldsen: Dyb respekt for Nøddesbo

Boldsen: Dyb respekt for Nøddesbo

Af: Ritzau

Der er grund til at have dyb respekt for 36-årige Jesper Nøddesbo, mener den tidligere landsholds- og klubkammerat Joachim Boldsen.

Spilletid inde på banen har været en stor mangelvare for Jesper Nøddesbo i denne sæson for FC Barcelona.

Det er ikke fordi, den garvede landsholdsprofil lige frem vader i succes i den catalanske storklub, hvor han ikke har spillet en kamp meget længe.

Men i disse dage under EM i Polen har stregspilleren fået en nøglerolle for det danske herrelandshold og de sidste par kampe har vist, at Jesper Nøddesbo stadig rummer stor klasse.

Efterhånden som de danske EM-kampe er skredet frem, har den tidligere Team Tvis Holstebro- og KIF Kolding-stregspiller blot fået flere og flere spilminutter samt mere og mere ansvar.

  • Der har ikke været tvivl fra nogen om, at Jesper offensivt er en af de bedste, der findes som stregspiller. Han er forholdsvis afslutningssikker, og han har noget helt unikt, indleder Joachim Boldsen overfor tv3sport.dk.

  • Han er fysisk stærkt og meget bevægelig. Jesper har leveret på et meget højt niveau, og det er meget, meget flot.

  • Det kan vi som danskere bare være jublende lykkelige for. Han leverer bare på et meget, meget højt niveau godt suppleret af Henrik Toft Hansen.

I forsvarsdelen har Joachim Boldsen set en lidt anderledes Jesper Nøddesbo, der har lært at beherske sig meget i aktionerne.

  • På den defensive del har han imponeret. Jesper har været kendt for at være lidt for voldsom nogle gange, hvor han har trukket nogle dumme udvisninger. Det har han lagt fra sig, og han har fået en bedre vurderingsevne i forsvaret, og det har imponeret mig.

  • Han skal have dyb respekt, det skal du have for alle, der leverer, som han gør. Det er mig en gåde, at han ikke spiller til daglig. Selvom han ikke gør det, så er han typen, der altid holder sig i en ekstrem god fysisk form.

  • Jesper træner endnu mere, når han ikke spiller. Jeg spillede også sammen med ham i en periode i FC Barcelona, og der var han også sat ud af spillet. Der trænede han bare endnu mere.

I Danmarks fem EM-kampe har Jesper Nøddesbo været på banen i knap to timer, som har kastet 13 mål, tre assists og en enkelt udvisning af sig.

Jesper Nøddesbo fik landsholdsdebut tilbage i 2001, og har siden spillet 192 landskampe med over 400 mål til følge.

Andre gode nyheder