Århus sendt ned under gulvbrædderne mod GOG

Af: Ritzau
For 15. gang i træk lykkedes det ikke Århus Håndbold at slå GOG, der sendte østjyderne hjem med en ordentlig 31-22-lussing i bagagen.
Det er syv år siden, Århus Håndbold sidst har vundet en håndboldkamp mod fynske GOG.
Dog viste kampens indledning noget helt andet, hvor gæsterne faktisk hurtigt fik banket sig i front med 0-3, og senere bragte Fredrik Schilling sit mandskab i front med 3-6.
Men herfra stoppede Århus-dominansen fuldstændig, og så var det hjemmeholdets tur at tage styrepinden. GOG fik kæmpet sig tilbage og fik skabt en 15-10-føring ved pausen.
Fra 2. halvlegs start fortsatte GOG sin ydmygelse, og efter blot 35 minutter havde de gulblusede fynboere udbygget føringen til 19-10.
Erik Veje Rasmussens mandskab havde slet ikke midlerne til at komme tilbage i opgøret, og lod sig køre fuldstændig over i kampens sidste minutter.
GOGs bagspillere Henrik Jakobsen og Minik Dahl Høegh måtte dele topscorerværdigheden for hjemmeholdet. Begge spillere fik banket bolden i kassen syv gange hver.
Med sejren rykker GOG nu op på en foreløbig delt tredjeplads sammen med Århus Håndbold, Team Tvis Holstebro og KIF Kolding København, der alle står med seks point efter fem spillerunder.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







