Gå til hovedindhold

Ajax henter endnu en udenlandsdansker hjem

Ajax henter endnu en udenlandsdansker hjem

Af: Ritzau

For nyligt satte Mick Schubert en underskrift på en kontrakt med Ajax København, og nu henter hovedstadsklubben så La Rioja-backen Patrick Lykke Eilert.

Tidligere på ugen kunne 1. divisionsklubben Ajax København meddele, at man havde hentet FC Porto-fløjspilleren Mick Schubert hjem fra Portugal.

Nu er turen så kommet til danske Patrick Eilert, der kommer fra den spanske liga.

Patrick Eilert har befundet sig rigtig godt i det spanske håndboldmiljø, hvorfor han i de sidste fem af seks år har været at finde i den bedste spanske håndboldrække.

Efter et længere ophold i Naturhouse La Rioja vender danskeren nu snuden hjem til 1. divisionsklubben Ajax København. Det skriver klubben på deres hjemmeside mandag eftermiddag.

  • Efter de mange år i udlandet var det tid til at komme i gang med en uddannelse og et job. Jeg har haft en god og konstruktiv snak om hvad Ajax gerne vil. De vil tilbage i håndboldligaen, og jeg vil gøre alt for, at klubben kan nå det mål, fortæller Patrick Eilert.

Sportschef Ole Christensen er utrolig glad for at have trukket endnu en stor profil til det ambitiøse københavner-hold.

  • Jeg er sikker på, at Patrick vil blive en stor profil i 1. division, og han vil løfte niveauet på holdet i AJAX København, konstaterer sportschefen og tilføjer:

  • Patrick er på alle måder en profil som er omgærdet med stor respekt. Alene hans CV tåler ingen sammenligning, lyder roserne afslutningsvist.

Patrick Eilerts helt store spillemæssige succes for Naturhouse La Roja kom i sidste sæson.

Her slog holdet på hjemmebane i Champions League, da Mikkel Hansens Paris-Saint Germain blev slået med cifrene 35-33, i en kamp hvor Eilert blev topscorer med ni mål og efterfølgende blev udtaget til rundens hold.

Andre gode nyheder