Agesen: Vi viser mandsmod og rygrad

Af: Ritzau
I weekendens opgør mod traditionsklubben Viborg HK tog Nykøbing Falster fra det jyske fastland med et enkelt point i bagagen. Ét point der tydeligt glæder cheftræner Niels Agesen, der samtidigt glæder sig over holdets moral og vilje
29-29 viste de overraskende cifre i Viborg Stadionhal efter en neglebidende tæt affære mellem favoritterne fra Viborg HK og storsatsende Nykøbing Falster.
I det sidste kvarter af opgøret bølgede føringerne meget frem og tilbage. De grønblusede værter havde opbygget en føring på 26-22, men NFH satte turboen i vejret og passerede herefter landsholdskeeper Rikke Poulsen seks gange i træk.
Alligevel endte kampen uden en egentlig vinder, men den moral Niels Agesens tropper viste, vækker stor glæde.
-
Det jeg hæfter mig ved, er, at vi slider for at få tingene til at fungere. Men jeg har nogle spillere, der har meget moral, og bliver ved med at tro på tingene, selvom det ser sort ud. Det giver mig noget tryghed, at der er så meget rygrad og mandsmod på dameholdet, konstaterer han overfor tv3sport.dk.
-
Vores topniveau ser det rigtig fint ud. Men vores bundniveau som vi rammer i flere perioder, er stadig rystende lavt. Det skal vi i hvert fald gøre op med, lyder meldingen fra NFH-cheftræneren.
De seneste uger har der været meget snak om den såkaldte tabermentalitet, som har figureret hos falstringerne for en stor periode. Men taberpapiret er man mere end klar til at krølle i skraldespanden og i stedet hive vindermentaliteten frem, som så småt er ved at blive etableret i truppen, siger Agesen.
-
Vi har rørt ved nogle af elementerne, som kan være med til at skabe vindermentaliteten. Vi er ikke tilfredse med at træne godt, vi skal træne rigtig godt. Vi er ikke tilfredse med ikke at kritisere hinanden, og ikke kan tage i mod kritik. Vi skal kunne arbejde videre, selvom man spiller dårligt, og på den front er vi på vej mod vindermentaliteten, mener han og uddyber:
-
Det handler om de små fem til ni procenter, der skal til, for at det lægger til vores fordel, i stedet for vi taber det. Så kan man diskutere, at er det først, når vi er bagud med 4-6 mål, vi tør smide ankeret over og så køre derudaf?
-
Der er nogle dele i forhold til vindermentaliteten. Men det kan ikke passe, at på papiret har vi næsten tabt, før vi giver los. Det er noget, vi lægger og skruer på, forklarer han.
Selvom det gulblusede NFH-mandskab har taget et stort skridt på vejen for at udviske den kedelige tabermentalitet, så er der stadig lang vej til at Niels Agesen og hans hold har klaret missionen til punkt og prikke.
- Jeg synes, vi rykket os på nogle parametre. Der er andre parametre, som vi ikke rigtigt er nået til endnu, men det kommer. Vi kan flytte os meget mere endnu, men det kan de fleste andre hold også, for de har også flyttet rigtig meget rundt, afslutter Niels Agesen.
For anden kamp i træk sluttede Nykøbing Falster på slutresultatet 29-29.
I næste runde fortsætter pointjagten for NFH, når ligaens suveræne tophold SK Aarhus på søndag gæster Scandlines Arena.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










