Gå til hovedindhold

Dansk golfduo kommer stærkt fra land i Arizona

Af: Ritzau

Emily Pedersen og Nanna Koerstz Madsen kan begge skimte førstepladsen i Ford Championship.

De danske golfprofiler Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen fik torsdag en meget lovende start på turneringen Ford Championship i amerikanske Arizona.

Begge gik første runde med en score på seks slag under banens par, og det rækker i skrivende stund til en delt fjerdeplads, inden alle spillere er kommet i klubhuset.

Aktuelt er der to slag op til en førende trio af spillere.

Madsen leverede meget stabile syv birdies og én bogey, mens Pedersen præsterede hele otte birdies, men også to bogeys.

Går en af de to danskere hele vejen og løfter trofæet søndag, vil det være blot anden gang, at en dansker vinder en LPGA-turnering.

Nanna Koerstz Madsen blev i marts 2022 den første, da hun strøg til tops i Honda LPGA Thailand.

Den samlede præmiepulje i Ford Championship svarer til 15,5 millioner kroner, hvorfra vinderen snupper omtrent 2,3 millioner.

LPGA Touren disker i denne uge dermed op med en præmiepulje, der er på niveau med Indian Open på mændenes DP World Tour.

På mændenes PGA Tour afvikler man i denne uge Houston Open og dyster om mere end tre gange så stor en præmiepulje, og der bliver næppe en større udbetaling til feltets eneste danske islæt.

Thorbjørn Olesen gik således sin første runde i fire slag over par og er en del af den helt tunge ende.

/ritzau/

Andre gode nyheder