Zaza om Qatar-tilbud: Troede han tog pis på mig

Af: Ritzau
Karim Zaza fortæller, at han troede, det var en joke, da Michael Laudrup ringede og tilbød ham et job i Qatar.
Da Michael Laudrup i sommer tiltrådte i klubben Lekhwiya i Qatar, tog han et andet dansk islæt med sig i form af Karim Zaza, der agerer målmandstræner på Laudrups Mellemøsteventyr.
-
Jeg troede, der blev taget pis på mig, da jeg fik det opkald i sommer. Jeg kunne se på displayet, at det var et nummer fra Spanien, og så var der en stemme, der sagde: Hej Karim, det er Michael. Efter nogle sekunder kunne jeg selvfølgelig godt genkende hans stemme, siger Karim Zaza til tv3sport.dk og fortsætter.
-
Jeg skulle ikke bruge mange minutters betænkningstid, før jeg sagde ja. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse.
Zaza understreger, at det var jobbet under Michael Laudrups vinger, der tiltalte ham og ikke udsigten til den lønstigning, der følger med ved at flytte til verdens rigeste land målt per indbygger.
-
De har mange penge hernede. De har rigtig mange penge. Men det er ikke sådan, at de bare kaster med dem. De har ikke bare sagt: Hvad vil du have?
-
Jeg får selvfølgelig en bedre løn her, end jeg ville have fået for det samme arbejde derhjemme, men det er ikke sådan, at jeg er økonomisk uafhængig efter et år hernede. Slet ikke, siger Karim Zaza.
Lekhwiya fører Qatar Stars League med syv point ned til traditionsklubben Al Sadd og deltager i løbet af foråret ligeledes i Emirens Cup, pokalturneringen og den asiatiske udgave af Champions League.
-
Det er over al forventning hernede. De målmænd, jeg arbejder med, er dygtige, og de er mindst lige så gode som dem, jeg skulle have arbejdet med i FC Vendsyssel, fortæller Karim Zaza.
-
De er længere fremme, end jeg havde forventet, og det er dejligt, for jeg var lidt nervøs for, om vi skulle starte helt fra bunden. De spiller dog ikke på samme niveau som i Europa, tilføjer han.
Den dansk-marokkanske målmandstræner er altså svært tilfreds med tilværelsen i ørkenstaten.
- Mit liv hernede kan slet ikke sammenlignes med det liv, jeg ville have haft derhjemme. Det hernede er bare bedre, siger Zaza.
Men det er ikke kun overnatninger på femstjernet hoteller og fine restaurantbesøg. Der skal også knokles.
- Jeg forbereder mig lidt mere til træning og kamp, end hvis jeg havde arbejdet derhjemme. Forstået på den måde at Michael har været vant til at arbejde med de bedste. Så det har været vigtigt for mig, at han ikke har kunnet sætte en finger på det, jeg har lavet, slutter han.
Hvor længe Karim Zaza kan fortsætte med at nyde tilværelsen i det, han kalder lidt af et luksusliv, er meget uvist.
Michael Laudrup er blevet kædet sammen med diverse hold verden over, der står klar til at tage imod danskeren, når kontrakten i Qatar udløber til sommer.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







