Zaza: Laudrup kan være i fred

Af: Ritzau
Michael Laudrup har succes som cheftræner i Lekhwiya i Qatar, fortæller klubbens målmandstræner, Karim Zaza, der vurderer, at det danske fodboldikon har masser privatliv.
Efter sin omtalte fyring i Swansea tog Michael Laudrup et noget overraskende karrierevalg, da han i stedet for endnu et trænerjob i en profileret liga slog sig ned i Lekhwiya i Qatar. Med sig til Qatar har Laudrup taget Karim Zaza, der agerer målmandstræner i klubben.
Med Laudrup ved styrepinden har i Lekhwiya fået en fin indledning på sæsonen med ni point i tre kampe, og Zaza beretter om en god stemning i klubben, hvor der er respekt omkring Laudrup.
-
Vi har maksimumpoint, og Michael forsøger at implementere den stil, han gerne vil have holdet til at spille, siger Zaza til tv3sport.dk og fortsætter:
-
Det tager tid, men alle kæmper for det, og spillerne har taget godt imod hans ideer. I vores kampe har vi bolden i 60-70 procent af tiden, og vi bliver endnu bedre. Jeg kan genkende meget af træningen fra den, jeg selv oplevede, da jeg spillede under ham i Brøndby.
Zaza fortæller videre, at 50-årige Laudrup stadig er med i træningsøvelserne, og han får forbrændt de nødvendige kalorier.
- Han er gennemblødt, som alle andre på grund af varmen herovre. Han får bestemt også sved på panden.
Uden for banen er der til gengæld mindre opmærksomhed omkring Laudrup, end man har set det, mange andre steder.
- Folk genkender ham, og sådan tror jeg altid, det vil være med Michael, men det er slet ikke på samme måde som andre steder. Her kan han og familien være i fred, fortæller Zaza.
Michael Laudrup blev kåret til månedens manager i Qatar i august måned.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk







