Gå til hovedindhold

Xavi vil skabe god start på sin egen bølge af positivitet

Af: Ritzau

Barcelonas ansættelse af Xavi som cheftræner har skabt glæde i byen. Den glæde skal udnyttes, mener træneren.

Det har været en hård sæson for FC Barcelonas fans, som først måtte vinkel farvel til superstjernen Lionel Messi for så at se holdet slide med at skaffe de gode resultater, man er vant til.

Sidstnævnte førte til fyring af træner Ronald Koeman, og for 14 dage siden fik fansene opfyldt et stort ønske, da klublegenden Xavi blev hevet ind på det varme trænersæde.

Det har genskabt lidt positiv stemning i byen, og efter pausen med landsholdsfodbold er Xavi nu klar til at debutere som cheftræner lørdag i lokalbraget mod Espanyol.

Grundet mange spilleres landsholdstjeneste har han ikke haft meget tid på træningsbanen med hele holdet samlet. Han håber dog, at den gode stemning kan udnyttes.

-Vi har de gode spillere, men vi har også brug for fansene. Klubben er nødt til at udnytte den nuværende positivitet til at skabe resultater, siger Xavi ifølge AFP.

Den nu 41-årige træner nåede som spiller 767 kampe for Cataloniens fodboldflagskib og regnes som en af klubbens største spillere nogensinde.

Nu skal han forsøge at genrejse sin hjerteklub fra bænken, og det skal han gøre uden talismanen Lionel Messi, der smuttede til Paris Saint-Germain i sommer.

Den nytiltrådte træner har dog en god fornemmelse omkring sit hold. Adspurgt hvad der indtil nu har overrasket ham mest, svarer han:

-Talentet på det her hold. Jeg har set et fantastisk engagement. Jeg kan lide, hvad jeg har set, lyder det fra Xavi, som ikke er bekymret for den begrænsede tid med holdet inden lørdagens kamp.

-Vi har ikke haft mange dage at arbejde sammen i, men mange af spillerne kender allerede vores planer.

Kampen på Camp Nou mod Espanyol spilles klokken 21.

/ritzau/

Andre gode nyheder