Gå til hovedindhold

Barcelona kræver 7½ milliarder for at frigøre 16-årig

Af: Frits Ahlstrøm

FC Barcelona har hvervet et af de største talenter i tysk fodbold – og samtidigt formentligt sikret sig, han bliver i klubben i mindst fire sæsoner.

Der er tale om Noah Darvich, den 16-årige midtbanespiller, der som anfører hjalp Tyskland til at vinde Europamesterskabet for U/17-landshold i Ungarn for to måneder siden.

Noah Darvich er født 25. september 2006 i Freiburg og vokset op med sine irakiske forældre i den tyske by, hvor han som 11-årig blev optaget i ungdomsafdelingen i SC Freiburg.

AFC Ajax, Arsenal FC og Paris Saint-Germain udtrykte stor interesse for ham, men det endte med, at SC Freiburg solgte ham til FC Barcelona for angiveligt godt 18 millioner danske kroner.

Ifølge de spanske arbejdsregler skal en kontrakt mellem klub og spiller indeholde en frigørelsesklausul. Den har FC Barcelona sat til 7½ milliarder kroner!

Noah Darvich, der har en aftale til og med 30. juni 2026, skal i første omgang spille på den spanske storklubs reservehold FC Barcelona Athletic med Rafael Márquez som cheftræner.

Rafael Márquez med 147 landskampe og 13 mål for Mexico lavede 13 mål i 242 kampe for FC Barcelona fra 2003 til 2010.

Den nu 44-årige mexicanske forsvarsspiller var med i samtlige 90 minutter, da FC Barcelona vandt 2-1 over Arsenal FC i finalen i UEFA Champions League i Paris i 2006 og bidrog desuden til fire triumfer i La Liga.

Noah Darvich skal fra 10. november til 2. december spille for Tyskland i VM-slutrunden for U/17 i Indonesien.

Andre gode nyheder