Gå til hovedindhold

Veteran skal redde tysk storklub fra nedrykning

En veteran skal redde 1. FC Köln i Bundesligaen, hvor traditionsklubben er noteret for kun ét point efter de første syv runder.

Af Frits Ahlstrøm

Claudio Pizarro, som fylder 39 år i dag, har fået en kontrakt for resten af denne sæson.

Den peruvianske angriber kom fra Alianza Lima til SV Werder Bremen i 1995 og spillede siden for klubben i tre perioder. Indimellem var han tilknyttet FC Bayern München i henholdsvis ni og seks sæsoner samt Chelsea FC i en enkelt sæson.

Hans kontrakt med SV Werder Bremen udløb den 30. juni, og den blev – trods hans status som ikon og publikums-yndling – ikke forlænget.

Claudio Pizarro har selvtrænet siden afskeden med Werder Bremen, men erkender, det vil tage nogen tid for ham at komme i kampform.

Det er Jörg Schmadtke, sportschefen i 1. FC Köln, indstillet på.

-Claudio er den type, vi mangler, siger han til klubbens hjemmeside. En angriber med erfaring og et medfødt instinkt for at lave mål.

Peruvianeren er den mest scorede udlænding i Bundesligaen nogensinde med 191 mål i 430 kampe. Han lavede 104 af dem for SV Werder Bremen, hvilket placerer ham som nummer 1 på alle tiders topscorerliste i klubben. I FC Bayern nettede han 87 gange i 224 kampe i den bedste tyske række.

Claudio Pizarro, som taler flydende tysk, er noteret for 20 mål i 85 landskampe for Peru.

HUSK AT DU FÅR VERDENS BEDSTE SPORT PÅ VIAPLAY!

Andre gode nyheder