Gå til hovedindhold

Vejle-spiller fik gult for denne: Nu tager DBU sagen op - og Vejle raser

Af: Peter Schulz

Ledelsen i Vejle undrer sig over, at DBU's disciplinærudvalg nu har taget sag fra sidste weekend op.

Allan Souza modtog et gult kort for en sen tackling mod en Viborg-spiller i opgøret i Vejle i sidste weekend.

Efterfølgende afsonede brasilianeren karantæne i Vejles kamp i midtugen på grund af de strafpoint, som det gule kort havde udløst.

Men efterfølgende har Vejle Boldklub nu fået besked fra DBU's disciplinærudvalg om, at man behandler sagen.

Og det er Vejle-ledelsen utilfreds med.

-Vi har spillet en kamp, og spilleren har afviklet sin karantæne. Nu, 48 timer før vores næste kamp, tager man så sagen op igen og giver os en håndfuld timer til at komme med indsigelser, siger Vejle Boldklubs direktør Henrik Tønder til klubbens website.

-Det er ikke etisk eller professionelt, vurderer han desuden.

Vejle Boldklub undrer sig endvidere over, at DBU’s disciplinærudvalg 'for første gang i nyere tid og for første gang i NordicBet Ligaens historie af egen drift tager en sag op, hvor dommeren allerede har dømt og skønnet i situationen', skriver klubben.

'Der er for Vejle Boldklub, og for den sags skyld vores kollegaer i Danmarksturneringen, med afgørelsen i denne sag åbnet op for en ny virkelighed, hvor disciplinærudvalget dels træffer egenhændige beslutninger på trods af dommerens kendelser og dels eksekverer beslutninger uden nogen som helst form for respekt for den af DBU’s beskrevne praksis for behandlingstid på 24-48 timer efter afviklet kamp', lyder det også fra Vejle.

Du kan se situationen, som i første omgang udløste en advarsel til Allan Souza, men som nu kan ende med at give yderligere karantæne til Vejle-spilleren, i tv-klippet herover.

Andre gode nyheder