Gå til hovedindhold

Vejle fortsætter march mod Superligaen: Får sejr i trekants-derby

Af: Ritzau

Vejle er med en sejr hjemme over FC Fredericia tilbage på førstepladsen i den næstbedste danske fodboldrække.

Vejle Boldklub tabte i sidste spillerunde til Viborg, men søndag eftermiddag kom fodboldholdet tilbage på vinderkurs.

Det blev på hjemmebane til en Vejle-sejr på 2-0 over lokalrivalen FC Fredericia. Begge mål blev sat ind af Allan Sousa.

Den brasilianske offensivspiller scorede til 1-0 efter 19 minutter, og han øgede kort før pausen til 2-0 på et frispark, som sejlede ind i mål.

Med sejren har Vejle nu 20 point efter ni kampe og er dermed fortsat på førstepladsen i 1. division.

Længere nede i tabellen vandt oprykkerkandidaten Esbjerg med 2-0 ude over Brabrand.

Sejren til Esbjerg kom i hus på to mål på ganske få minutter. Efter 23 minutter scorede Mark Brink til 1-0, inden Anders Dreyer fordoblede føringen to minutter senere.

Esbjerg har 13 point efter ni kampe på en femteplads og halter stadig efter i kampen om de tre øverste pladser, der kan give billet til Superligaen.

Viborg tabte skuffende 0-3 ude til HB Køge, som udnyttede et rødt kort til udeholdets Jeppe Grønning efter en halv time.

Inden da havde Mikkel Wohlgemuth bragt HB Køge foran 1-0, og i overtal scorede Martin Koch og Erik Tørnros de øvrige mål for sjællænderne.

Viborg, som også har en ambition om oprykning, er placeret på en sjetteplads med 12 point efter ni kampe.

Angriberen Morten Nordstrand scorede det enlige mål for Fremad Amager, som vandt 1-0 ude over FC Roskilde. Fremad Amager har også 12 point efter ni kampe.

Skive var foran 3-0 hjemme mod Vendsyssel FF, men endte med at smide sejren og spille 3-3.

Du kan se målene fra Vejle-Fredericia i videoen øverst

/ritzau/

Andre gode nyheder