Gå til hovedindhold

Var med til at spille Lyngby op i Superligaen: Nu skifter han til 2. divisionsklub

Af: Kenneth Beyer

Lyngby valgte ikke at forlænge med den hurtige angriber. Nu skal han i stedet spille 2. division.

Forsvarsspillerne frygter altid Jeppe Kjærs hurtige løb i dybden. Dem slipper stoppere i Superligaen dog for. 

Efter den 33-årige angriber ikke fik forlænget sin kontrakt i Lyngby, har han ledt efter en ny klub, og nu har nedrykkerne til 2. division FC Helsingør fået papirer på Jeppe Kjær. 

Chefscout Brian Gellert er glad for Jeppe Kjærs underskrift:
-Da muligheden opstod, var vi alle i den sportslige sektor enige om, at det bare var at gå efter det, og vores projekt vandt så foran en del andre klubber. Det er en kæmpe signing for os, da jeg godt vil kalde Jeppe for en 'drømmespiller' for FC Helsingør gennem længere tid.

Jeppe Kjær var med til at spille Lyngby op i Superligaen, da han spillede to gode playoff-opgør mod Vendsyssel og blandt andet stod for en scoring i den afgørende kamp i Hjørring. En præstation, der dog ikke var nok til en forlængelse hos De Kongeblå.

-Det er et ambitiøst projekt, hvor jeg kan blive i et professionelt setup, med nogle rigtig fine faciliteter på vej med det nye stadion. Samtidigt giver det, at det er en klub på Sjælland også mulighed for mig til at prioritere nogle ting uden for fodboldens verden. 

-Jeg er ikke 22 år længere, så det var vigtigt for mig at kunne finde den balance mellem fodbolden og det private i min næste klub, og der ser jeg FC Helsingør som et perfekt match, siger Jeppe Kjær i en pressemeddelelse.      

Angriberen har skrevet under på en toårig aftale. 

På fredag er 3F Superligaen endelig tilbage. Du kan se opgøret mellem sidste sæsons sølvvindere FC Midtjylland og bronzevindere Esbjerg LIVE på TV3 SPORT og Viaplay. Det er klokken 18.20.

Andre gode nyheder