Var dette alle tiders mest kedelige fodboldkamp?
Af: Peter Schulz
Stoke og Reading spillede 0-0 i en historisk langgaber.
Både Stoke City og Reading kan formentlig bruge det ene point efter lørdagens 0-0-kamp.
Men ellers var der vist ikke meget at tage med sig fra kampen, og hvis nogensinde der skulle være et argument for fansene for at gå før tid, så var der et her.
Det var nemlig en meget lidt underholdende kamp for de 21.700 fans i Stoke.
I hvert fald hvis man skal måle på antallet af skud på mål. De to mandskaber formåede nemlig ikke i 90 minutter at fremtvinge en redning. Ikke en.
Hjemmeholdets Tom Ince var tættest på med to forsøg, der sneg sig forbi mål, og du kan naturligvis se begge i vores pakke med højdepunkter i videoen herover.
-Jeg synes ikke, det var en kamp, som vi så ud til at være i fare for at tabe, men desværre kunne vi ikke vise kvalitet nok til at vinde den, siger Stoke-manager Michael O'Neill efterfølgende til BBC.
Det var første gang siden december 2012, at en kamp i the Championship sluttede uden et eneste skud indenfor rammen.
Dengang spillede Brighton & Hove Albion og Nottingham Forest også - surprise, surprise - 0-0, beretter BBC.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk










