Gå til hovedindhold

United snydt i Kenedy-kapløb

United snydt i Kenedy-kapløb

Af: Ritzau

Chelsea nærmer sig en aftale med brasilianske Robert Kenedy, der er udråbt til wonderkid. Dermed snyder de både Manchester United og Inter i jagten.

Det skriver engelske The Telegraph.

Robert Kenedy er det seneste år blevet fulgt af Manchester United og Inter, men nu ser det ud til, at Chelsea har lagt sig i spidsen i kampen om det 19-årige talent.

Spilleren med det velkendte efternavn spiller for Fluminense og har optrådt for forskellige brasilianske u-landshold. Det var hans optræden til de sydamerikanske U17-mesterskaber i 2013, der fik Europa til at holde et vågent øje med ham. Her blev han brasiliansk topscorer med seks mål.

  • Jeg er selvfølgelig glad for at spille for Fluminense, men det er min ambition at spille i Europa. Jeg kan godt lide Chelsea på grund af spillere som Oscar og Ramires. Jeg kan lide hele holdet, sagde Kenedy tilbage i 2013.

Kenedy er på grund af hans enorme fysik blevet sammenlignet med landsmanden Hulk.

Avisen skriver også, at Chelsea skulle være tæt på at signe med Kenedys holdkammerat på U20-landsholdet Nathan de Souza, som hører hjemme hos Atletico Paranaense. Det er dog ikke forventet, at Chelsea kan få arbejdstilladelse til de to unge brasilianere allerede i næste sæson, så de vil formentlig udleje dem til samme klub.

Klubben er i dialog med den belgiske klub Royal Mouscron-Peruwelz om et samarbejde. Her kan ikke-EU, unge spillere få lov til at spille. Chelsea har en lignende aftale med hollandske Vitesse Arnhem.

Andre gode nyheder