Gå til hovedindhold

Av, av, av! Fransk Premier League-stjerne muskelskadet i landskamp

Af: Web

Chelsea-træner Antonio Conte kommer muligvis til at skulle sætte hold uden sin midtbanedynamo N'Golo Kanté.

Frankrig vandt lørdag aften 1-0 over Bulgarien i VM-kvalifikationen, men måtte allerede i første halvleg udskifte deres arbejdsomme midtbanemand, N'Golo Kanté.

Chelsea-spilleren stoppede efter godt en halv time op og tog sig til sit venstre baglår. Noget var galt, og derfor blev Kanté skiftet ud med PSG-spilleren Adrien Rabiot.

Der er i øjeblikket ikke overblik over skadens omfang, men en skade til 26-årige Kanté kunne knap nok komme på et dårligere tidspunkt.

Chelsea kæmper for at holde trit med de storspillende Manchester-klubber United og City i Premier League og skal på grund af Champions League og EFL Cup'en i alt spille seks kampe, inden oktober er ovre.

Kanté spillede 90 minutter i Chelseas seneste kamp, 0-1-nederlaget til Manchester City på hjemmebanen Stamford Bridge. Næste opgave for 'The Blues' er 14. oktober på udebane mod Crystal Palace.

Andre gode nyheder