Gå til hovedindhold

UEFA inviterede DBU til at sende flygtninge til turnering i Nyon

UEFA inviterede DBU til at sende flygtninge til turnering i Nyon

UEFA lancerede i 2017 et projekt relateret til ’Fodbold og Flygtninge’ og opmuntrede samtidig alle sine 55 medlemmer, deriblandt DBU, til at implementere deres eget nationale program.

Af Frits Ahlstrøm

Formålet var i samarbejde med FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) at hjælpe flygtninge og asylsøgere til dels en bedre tilværelse fysisk og psykisk, mentalt og sundhedsmæssigt, dels at blive integreret i deres ny lokalsamfund.

UNHCR, grundlagt i 1950 og med hovedkvarter i Genève, er en FN-organisation, der bestræber sig på at sikre flygtninge beskyttelse og finde varige løsninger på deres problemer i det land, de befinder sig i.

UEFA inviterede alle sine medlemmer til at deltage. DBU gjorde det i 2017 og 2021 uden dog blive et af de otte forbund, UEFA hvert år har valgt at støtte økonomisk.

I 2022 udvides projektet til at omfatte en 7-a-side turnering i Nyon 29. juni i anledning af ’World Refugee Day’, som blev indført 20. juni 2001.

-Otte hold fra otte lande er med, oplyser Monica Namy til TV3 Sport. De stiller med hver 11 spillere, deraf otte flygtninge, samt en træner, en læge, en fysioterapeut og en socialt ansvarlig holdleder. Vi anbefaler stærkt, at begge køn er repræsenteret på holdene.

-De respektive nationale forbund sørger for rejsen til og fra Schweiz, mens UEFA og UNHCR dækker alle andre omkostninger, det vil sige hotel, forplejning og lokal transport, tilføjer Monica Namy, som er UEFA manager for social ansvarlighed.

UEFA meddelte i et brev til de 55 nationale forbund, dateret 25. januar 2022, at seneste frist for at ansøge om deltagelse ville være 25. februar – med den tilføjelse, at ’først til mølle’ princippet var gældende. Med andre ord; at de otte, der først tilmeldte sig, ville blive inviteret.

DBU er ifølge UEFA ikke et af de otte.

Andre gode nyheder