TV: Messi vandt Ballon d'Or for femte gang
Af: Ritzau
Lionel Messi var verdens bedste fodboldspiller i 2015.
Landsholdsanfører og landstrænere samt en stribe journalister fra verden over har stemt, og mandag blev spændingen udløst ved det store Ballon d'Or-show i Zürich.
Lionel Messi fra Argentina og Barcelona var verdens bedste fodboldspiller i 2015.
Den lille argentinske troldmand vandt titlen som verdens bedste spiller for femte gang, og triumfen kom i hus efter, at Cristiano Ronaldo fra Real Madrid havde taget sig af de sidste to års titler.
Netop Cristiano Ronaldo og Lionel Messis klubkammerat, Neymar fra Brasilien, var de øvrige to nominerede i mandagens kåring.
-
Det er et meget specielt øjeblik for mig at være tilbage her på denne scene og vinde endnu en Ballon d'Or efter at have været iblandt publikum for at se Cristiano vinde, siger Lionel Messi fra talerstolen.
-
Det er utroligt, at dette er min femte. Det er meget mere, end jeg drømte om som barn.
-
Jeg vil gerne takke alle, der stemte på mig, og jeg vil gerne takke mine holdkammerater. Sidst vil jeg gerne takke fodbolden generelt for alt det, den har givet mig.
-
Både det dårlige og det gode. For det har fået mig til at lære og vokse, konstaterer Lionel Messi.
FIFA har offentliggjort, at 165 landstrænere, 162 landsholdsanførere og 171 medierepræsentanter afgav deres stemmer, og her modtog Lionel Messi 41,33 procent af alle stemmerne.
Cristiano Ronaldo modtog 27,76 procent, mens Neymar fulgte på tredjepladsen med 7,86 procent. De resterende stemmer blev givet til øvrige spillere.
Fifa Ballon d'Or er en sammensmeltning af Fifa World Player of the Year og den oprindelige Ballon d'Or, som blev uddelt første gang i 1956.
Her er de seneste 10 års vindere:
2006: Fabio Cannavaro (Italien) 2007: Kaká (Brasilien) 2008: Cristiano Ronaldo (Portugal) 2009: Lionel Messi (Argentina) 2010: Lionel Messi (Argentina) 2011: Lionel Messi (Argentina) 2012: Lionel Messi (Argentina) 2013: Cristiano Ronaldo (Portugal) 2014: Cristiano Ronaldo (Portugal) 2015: Lionel Messi (Argentina)
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk






