Gå til hovedindhold

Træner hylder 36-årig legende: Han er stadig fantastisk

456 dage efter sin 309. og sidste kamp for FC Bayern München er den flyvende hollænder Arjen Robben på vingerne igen.

Af Frits Ahlstrøm

Den 36-årige hurtige og boldsikre kantspiller vendte tilbage til elite-fodbolden efter et sabbatår, da han med nummer 10 på ryggen og anførerbindet om armen spillede for FC Groningen mod Almere City FC fra den næstbedste række. 

Træningskampen sluttede 1-1, og Arjen Robben var med i de første 31 minutter. 

-Det var aftalt på forhånd, fortalte han til den hollandske TV-station NOS. Jeg føler mig ganske vist i fin form konditionsmæssigt, ikke mindst min alder taget i betragtning, men vi skal langsomt dosere belastningen. Det var dejligt at være med igen. 

-Nu skal jeg gradvis og fornuftigt optræne mine sener og muskler, så jeg er helt klar til premieren og så mange kampe som muligt i den kommende sæson, tilføjede Arjen Robben. 

Danny Buijs, cheftræneren i FC Groningen, havde kun én kommentar til Arjen Robbens indsats: 

-Han er stadig fantastisk. 

FC Groningen skal 13. september i sin første kamp i Æresdivision spille mod PSV Eindhoven. 

Arjen Robben trådte sine første fodboldstøvler i Bedum, en lille by i nærheden af Groningen, inden han som 12-årig kom til FC Groningen, hvor han spillede sine første to år som professionel. Derefter fortsatte han sin karriere i PSV Eindhoven, Chelsea FC, Real Madrid CF og FC Bayern München. 

Udover 209 mål i 607 kampe for disse klubber er han noteret for 37 mål i 96 landskampe.

Andre gode nyheder