Af: Christian Winther Johansen
Lucas Moura og Harry Kane fik vendt et truende nederlag med scoringer sent i opgøret mod Morecambe.
Tottenham var tæt på at skuffe fælt, da holdet tog imod Morecambe fra den tredjebedste engelske fodboldrække i FA Cuppen.
Men med tyve minutter igen sendte Tottenham-træner Antonio Conte det tunge skyts på banen, og straks blev hjemmeholdet farligere.
Gæsternes Anthony O'Connor kom på måltavlen i første halvleg, men Harry Winks startede Tottenhams comeback med 15 minutter igen. Lucas Moura og Harry Kane fuldendte det.
Det var hjemmeholdet, der kampen igennem var dominerende. Men spillet på den sidste tredjedel bar præg af, at flere store spillere startede på bænken.
I stedet skulle Morecambe få tilkæmpet sig et hjørnespark efter godt en halv time af kampen.
Dødbolden udnyttede O'Connor, da han fik både tid og plads bagest i hjemmeholdets felt til at sætte en nem inderside på det præcise indlæg.
I anden halvleg fortsatte Tottenham med at have svært ved at producere store chancer, men med introduktionen af Harry Kane og Lucas Moura med tyve minutter igen ændrede det sig.
Harry Winks lagde ud med et flot frisparksmål fra en skarp vinkel, da der var 15 minutter igen af opgøret.
Ti minutter senere udnyttede Moura først en friløber ved at runde målmanden og lægge bolden ind over stregen.
Kort efter udnyttede Kane Morecambes klodsede forsvarsspil med en klog afslutning i det lange hjørne til slutstillingen 3-1.
I et andet opgør kom Liverpool også bagud med 0-1 mod Shrewsbury, men også her fik holdet vendt det. Liverpool vandt derfor 4-1.
Både Tottenham og Liverpool er nu klar til fjerde runde af turneringen.
/ritzau/
Christian Winther Johansen
christian.winther.johansen@nentgroup.com










