Gå til hovedindhold

Tottenham-spiller buhet ud af egne fans - lister fra banen, mens holdet er bagud

Af: Christian Winther Johansen

Har Tanguy Ndombele spillet sin sidste kamp for Tottenham?

Den franske midtbanespiller gjorde i hvert fald ikke sin aktie hos hverken Antonio Conte eller Tottenham-fansene stærkere efter søndagens FA Cup-kamp mod Morecambe.

Med cirka 20 minutter tilbage var Tottenham bagud 0-1 og skiftede tre spillere ud - heriblandt Ndombele - til fordel for tre af de vanlige startere.

Ndombele havde ikke spillet nogen forrygende kamp, og da hans nummer blev vist på udskiftningstavlen, havde franskmanden ikke ligefrem travlt med at komme af banen.

Det faldt Tottenham-fansene for brystet, der kvitterede med højlydt buhen af Ndombele. Og når holdkammeraterne prøvede at få noget fart i ham på vej ud af banen, skete der ikke meget.

Se den bizarre situation i videoen ovenover.

Tidligere har Antonio Conte omtalt Ndombeles manglende evne til at spille for holdet i stedet for sin egen skyld, og midtbanespilleren har generelt haft svært ved at bide sig fast på Contes hold.

Hans situation i Tottenham er dog næppe blevet bedre efter søndagens kamp.

Tottenham vandt kampen 3-1 på mål af Harry Winks og indskifterne Lucas Moura og Harry Kane.

Andre gode nyheder