Gå til hovedindhold

Tottenham har fundet Thomas Franks afløser

Af: Ritzau

Kroaten Igor Tudor skal frem til sommer være træner i Tottenham, der forleden fyrede danske Thomas Frank.

Tottenham har fundet træneren, der skal forsøge at vende skuden i Premier League-klubben efter fyringen af danske Thomas Frank.

Lørdag oplyser Tottenham på sin hjemmeside, at kroaten Igor Tudor overtager tøjlerne frem til sommer.

Den 47-årige træner var senest ansat hos Serie A-klubben Juventus, der efter syv måneder valgte at fyre kroaten i oktober.

Tidligere har Igor Tudor været træner i andre italienske klubber, herunder Lazio, og franske Marseille.

Dermed er det første gang, at han skal prøve kræfter med engelsk fodbold og Premier League.

Thomas Frank fik sparket tidligere i februar efter otte måneder i cheftrænerstolen.

Afskeden kom efter en række skuffende resultater. Holdet har endnu ikke vundet en kamp i ligaen i 2026 og ligger på en yderst skuffende 16.-plads.

På tværs af turneringer nåede Frank 38 kampe i spidsen for Tottenham. Det blev til 13 sejre, 10 uafgjorte og 15 nederlag.

Igor Tudor får debut som træner i Tottenham, når klubben 22. februar på hjemmebane møder London-rivalen og førerholdet Arsenal i Premier League.

/ritzau/

Du kan i videoen øverst høre fra Tottenham-journalisten, Jay Harris, som fortæller om baggrunden for Thomas Franks fyring.

Andre gode nyheder