Gå til hovedindhold

To danske klubber videre i Europa

To danske klubber videre i Europa
Fortuna før kampen – med Joy Omewa og Janella Cordia som de to til højre i bagerste række. Foto: Fortuna Hjørring

Af: Frits Ahlstrøm

Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland kvalificerede sig onsdag aften til 3. runde i UEFA Women’s Cup, hvorimod HB Køge blev elimineret.

Af Frits Ahlstrøm

Efter 1-1 i det første opgør mod FC Vorskla Poltova fra Ukraine vandt Fortuna 1-0 i returkampen (der også blev spillet i Hjørring).

Joy Omewa blev hyldet før kickoff, eftersom det var hendes kamp nummer 100 for Fortuna. Efter 14 minutters spil scorede den nigerianske angriber til 1-0 – for tre minutter senere at få et gult kort, der udelukker hende fra at være med i den første kamp i næste runde.

At fuldtræfferen blev sejrsmålet, skyldtes i lige så høj grad klubbens 38-årige amerikanske back og sportschef Janelle Cordia, som få minutter før tid på målstregen med et hovedstød forhindrede en ukrainsk udligning og dermed forlænget spilletid.

FC Nordsjælland, der havde tabt 1-0 til FK Gintra i Litauen, vandt 5-0 i returkampen på Right to Dream Park i Farum. Cecilie Larsen, Signe Antworskov og Anna Walter scorede før pausen. Egypteren Laila Al Behery øgede til 4-0 i det 87. minut inden Algimente Mikutaité lavede selvmål.

Anna Walther kunne dagen før glæde sig over, at den nye cheftræner Jakob Michelsen udtog hende til landsholdet, der skal møde Finland i Tammerfors 24. oktober og 28. oktober klokken 18:00 i Parken om en plads i UEFA Nations League A.

Også Fortuna-keeperen Freja Thisgaard er ny i truppen med mulighed for at få sin debut.

HB Køge, der havde vundet 2-1 mod Glasgow City FC på hjemmebane, var i returkampen et par minutter fra at gå videre til 3. runde. Stillingen var 3-3, men i det 90. minut scorede skotterne til 4-3 og i tillægstiden til 5-3.

Mille Gejl, Nadia Nadim og Sarah Thygesen var de danske målscorere.

Lodtrækningen til 3. runde foretages på fredag.

Andre gode nyheder