Skadechok for Klopp: Zanka og Lössl kan slippe for Liverpool-stjerne
Jürgen Klopp har formentlig mistet et af sine sikreste Liverpool-kort inden lørdagens hjemmebanekamp mod Huddersfield med danske Mathias 'Zanka' Jørgensen og Jonas Lössl.
Af Laurits Lyck
Forud for lørdagens Premier League-opgør mellem Liverpool og Huddersfield, er værterne i Beatles-byen blevet markant svækket.
Det står klart, efter manager Jürgen Klopp fredag kunne fortælle, at hans brasilianske stjerne Philippe Coutinho har pådraget sig en ny skade.
Den 25-årige kreative spiller har forstrukket en af musklerne omkring hoften, og han er derfor yderst tvivlsom til Huddersfield-kampen.
Liverpool har ikke officielt meldt ud, om Coutinho vil være i truppen lørdag, men adskillige britiske medier skriver, at han med sikkerhed er ude.
Det vil dermed give danske Mathias 'Zanka' Jørgensen og Jonas Lössl en hovedpine mindre, når de skal forsøge at slippe helskindede fra Anfield. Huddersfield indtager efter 9 runder en umiddelbar 11.-plads i Premier League efter tre sejre, tre uafgjorte og tre nederlag.
Coutinhos skade betyder, at han også er tvivlsom til Liverpools hjemmekamp mod Maribor i Champions League. Liverpool vandt i forrige runde 7-0 over slovenerne.











