Simon Kjær tilbage som anfører med synlig protest mod forholdene i Qatar
Af: Web
Når Danmark torsdag aften spiller mod Kroatien på Maksimir Stadion i Zagreb, er det med Simon Kjær som anfører – for 58. gang.
Af Frits Ahlstrøm
Men det er første gang, den 33-årige blonde jyske kæmpe bærer et særligt eksemplar af det synlige og symbolske bind.
DBU er ligesom fodboldforbundene i Belgien, England, Frankrig, Holland, Norge, Schweiz, Sverige, Tyskland og Wales enedes om i kampene i Nations League i denne uge at udtrykke deres protest mod de brud på menneskerettigheder, tusindvis af migrantarbejdere er blevet udsat for i Qatar i mange år med henblik på VM-slutrunden.
Angiveligt har 6.500 af dem mistet livet for at etablere infrastrukturen i Qatar og opføre de otte stadions til de 61 kampe for en løn på omkring 120 kroner for en 11-timers arbejdsdag i ofte mere end 38 graders varme.

** Et af de otte stadions i VM-slutrunden: Al Bayt med 60.000 siddepladser. **
Det var hollænderne, der fik ideen til det regnbuefarvede anførerbind og teksten ’OneLove’.
-Det er mig en ære, at jeg ligesom andre landsholdsanførere kan støtte denne kampagne, siger Harry Kane fra England. På banen er vi modstandere, men vi står sammen imod alle former for diskrimination.
Simon Kjær er lige så klar i sin holdning:
-Jeg er stolt over, at vi sammen med andre landshold er med i en fælles kampagne, som sætter fokus på diskrimination og retten til at være den, man er. Kampen mod diskrimination er vigtigere end nogensinde, og når vi står sammen med andre nationer, bliver budskabet forhåbentligt klart for enhver.
Simon Kjær er noteret for 5 mål i foreløbigt 119 A-landskampe. Senest, han optrådte for Danmark, var 15. november 2021 i 2-0 nederlaget til Skotland på Hampden Park. Den lange pause skyldtes en korsbåndsskade, han pådrog sig i en kamp for AC Milan.
Lars Olsen har været anfører for det danske landshold i 69 kampe; flere end nogen anden. Dernæst følger Simon Kjær (57), Morten Olsen (50), Per Røntved (38), Jon Dahl Tomasson (36), Daniel Agger (34), Peter Schmeichel (30), Ole Madsen (28), Michael Laudrup (28) og Knud Lundberg (27).











