Alle billetter til kvindelandsholdets kamp i Viborg revet væk
DBU kan melde fuldt hus i Viborg til kvindelandsholdets kamp mod Island i Viborg.
Af Frits Ahlstrøm
Det skyldes dels kampens betydning, dels at DBU’s officielle partner Forenet Kredit sørger for fri entré til de 9.566 siddepladser på Energi Viborg Arena.
Danmark fører sin pulje i UEFA Nations League inden de to resterende runder:
Fredag 1. december
20:15 Wales – Island i Cardiff
20:30 Tyskland – Danmark i Rostock
Tirsdag 5. december
19:30 Danmark – Island i Viborg
19:30 Wales – Tyskland i Swansea
Stillingen er:
Danmark 4 kampe – 12 point – Målscore 10-2
Tyskland 4 kampe – 9 point – Målscore: 11-3
Island 4 kampe – 3 point – Målscore 1-7
Wales 4 kampe – 0 point – Målscore 3-13
Hvis to hold slutter med samme antal point, er resultaterne i indbyrdes kampe afgørende for placeringen. Eftersom Danmark på to mål af Amalie Vangsgaard vandt 2-0 over Tyskland i Viborg, kan de rød-hvide med uafgjort i Rostock (og endda et nederlag på ét mål) bevare 1. pladsen inden mødet med Island og dermed muligheden for at kvalificere sig til De olympiske Lege næste år.
-Vi har oprettet en venteliste til dem, der gerne vil se kampen, men ikke har sikret sig adgang, oplyser Martin Ramtung, fan-koordinator i DBU. Vi beder samtidigt alle fans med billetter om at returnere dem, hvis de af en eller anden grund ikke får brug for dem.
DBU og Forenet Kredit vil byde på julestemning i fan-zonen og fyrværkeri før kickoff samt udlevere 3.000 varme fleecetæpper til de første 3.000 tilskuere, der ankommer til stadion.
Kvindelandsholdets cheftræner Andrée Jeglertz har udtaget 23 spillere til de to kampe.
Tre af dem er nomineret til prisen som Årets Spiller: 26-årige Amalie Vangsgaard (Paris Saint-Germain), 20-årige Kathrine Kühl (Arsenal FC) og 29-årige Stine Ballisager (Kansas City Current).
Det er elite-spillerne i dansk kvindefodbold, der nominerer kandidaterne og vælger den spiller, der skal hyldes og hædres ved Danmarks Radios galla i Herning lørdag 6. januar.
Prisen er de seneste 11 år tildelt Stine Ballisager (2022), Signe Bruun (2021), Pernille Harder (2015-20). Simone Boye (2014), Katrine S. Pedersen (2013) og Pernille Harder (2012).











