Af: Ritzau
Empoli lukker to tribuner og nægter indbyggere fra Lombardiet adgang til hjemmekampen mod Inter.
Weekendens Serie A-kamp mellem Empoli og Inter er forbudt for indbyggere i Lombardiet.
Det meddeler Toscana-klubben Empoli på sin hjemmeside torsdag.
Af meddelelsen fremgår det, at klubben lukker udebaneafsnittet og sydtribunen.
Samtidig er det forbudt at købe billetter til de åbne tribuner for indbyggere i regionen Lombardiet, hvor Inters hjemby, Milano, ligger.
Tiltaget kommer i kølvandet på onsdagens kamp mellem Inter og Napoli, som foruden racismesagen omkring tilråb mod Napolis Kalidou Koulibaly også bød på voldsomme sammenstød mellem fans af de to klubber.
En Inter-fan omkom, efter han blev ramt af en bil, og flere Napoli-fans blev såret.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har politichef i Milano Marcello Cadorna forklaret journalister, at dødsfaldet skete, efter at omkring 100 Inter-fans angreb Napoli-støtternes minibusser med jernkæder og hammere.
På grund af tilråbene mod Koulibaly skal Inter spille to hjemmekampe uden tilskuere på tribunerne.
⚽️ HUSK, at du lørdag kan se Tottenham - Wolverhampton. Tænd for TV3 MAX eller Viaplay kl. 15:30
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










