Af: Ritzau
37-årige Sergio Ramos vender tilbage til barndomsklubben, hvor han har lavet en aftale for resten af sæsonen.
I 2005 forlod forsvarstalentet Sergio Ramos FC Sevilla og skiftede til Real Madrid.
Nu, 18 år og mange trofæer senere, er han tilbage i barndomsklubben i Andalusien.
Sevilla meddeler på sin hjemmeside, at Ramos har gennemført lægetjekket og har underskrevet en aftale, der gælder for resten af sæsonen.
37-årige Sergio Ramos har de seneste to år spillet for Paris Saint-Germain, men forlod klubben, da hans kontrakt udløb i sommer.
Forinden blev det til 16 år i Real Madrid, som han var med til at sikre fire Champions League-trofæer, fem spanske mesterskaber og fire VM-titler for klubhold.
På landsholdsplan blev han verdensmester med det spanske landshold i 2010 og vandt EM i både 2008 og 2012. Det blev til hele 180 landskampe og 23 mål, inden han i februar 2023 trak sig tilbage fra landsholdstjeneste.
Sergio Ramos kom allerede som syvårig til Sevilla, hvor han blev uddannet i klubbens ungdomsafdeling
Han var 17 år, da han i 2004 fik førsteholdsdebut i et 0-1-nederlag til Deportivo.
/ritzau/
Husker du, da først Xabi Alonso og dernæst Sergio Ramos blev udvist for tidsudtræk ude mod Ajax i CL? Du kan se eller gense det besyndelige klip herover, hvor Real Madrid under ledelse af Mourinho blev beskyldt for at gøre det med vilje, så de to profiler kunne afsone karantæner inden knockoutkampene.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









