Gå til hovedindhold

Se begge mål og et brændt straffespark: HB Køge gik glip af førsteplads med 1-1 i Næstved

Af: Web

HB Køge kunne være gået i front af 1. division, men man måtte nøjes med 1-1 i Næstved i en chancerig kamp. Se mål og brændt straffespark her.

Et brændt straffespark betød, at HB Køge missede muligheden for at lægge sig i front af 1. division, da holdet mandag aften spillede 1-1 på udebane mod Næstved.

I en chancerig første halvleg var det hjemmeholdet, som var toneangivende spillemæssigt, selv om man gik ind til kampen med fire nederlag på stribe.

Næstved-træner Mogens Krogh kunne se sit hold skabe adskillige gode tilbud, men en blanding af "stolpe-ud" - bogstaveligt talt - og manglende skarphed betød, at man ikke fik bragt sig i front.

HB Køge havde ikke formået at score i de to seneste ligakampe, men det fik et fint søskendesamarbejde ændret på kort før pausen.

Marc Rochester førte bolden frem i en kontra, og han spillede lillebror Lee Rochester fri højre side af feltet, hvorfra han flot sparkede bolden ind i det lange hjørne.

Det chanceskabende Næstved-spil fortsatte straks efter pausen, efter to minutter fik man frispark på kanten af feltet, som Jeppe Illum flot sparkede ind til 1-1.

Anden halvleg blev en lige og intens affære. Med godt 20 minutter igen fik HB Køge muligheden for igen at bringe sig i front, men Marc Rochester er stærkere til at lægge op til mål end at sparke straffespark.

Et svagt spark blev let reddet af Næstved-målmand Sebastian Olsen.

Begge hold kom frem til mange chancer, men det blev ikke til flere scoringer.

Mens HB Køge fortsat kæmper med i toppen, er Næstved på den triste side af nedrykningsstregen med et enkelt point op til Vejle på den sjove side af stregen.

/ritzau/

Andre gode nyheder