Gå til hovedindhold

Sampdoria og Damsgaard får gammel kending som træner

Af: Ritzau

Det bliver Marco Giampaolo, der som ny cheftræner skal føre Sampdoria væk fra bundstriden i Serie A.

Mikkel Damsgaard og Sampdoria får Marco Giampaolo som ny cheftræner. Det skriver Serie A-klubben onsdag på sin hjemmeside.

Dermed vender Giampaolo tilbage til Sampdoria, hvor han også var træner i tre sæsoner fra 2016 og 2019.

Giampaolo har fået en kort kontrakt, der løber i resten af denne sæson.

Sampdoria har dog sikret sig mulighed for at forlænge aftalen med to år, hvis samarbejdet går godt.

Giampaolo opnåede som det bedste resultat i Sampdoria en niendeplads i 2019. Det førte til, at blev ansat som træner i AC Milan.

Italieneren blev dog fyret under tre måneder senere og erstattet af den nuværende Milan-træner Stefano Pioli.

Derefter tog han over i Torino i starten af sidste sæson, men han blev fyret i januar sidste år.

Sampdoria valgte tidligere på ugen at fyre Roberto D'Aversa som træner efter lørdagens 1-2-nederlag hjemme til Torino.

Sampdoria, som åbnede året med tre nederlag i træk i Serie A, gæster søndag Spezia i Serie A. Sampdoria er uden sejr i fem ligakampe i træk og skal forsøge at komme væk fra bundstriden.

Genova-mandskabet er raslet ned i tabellen i Serie A, og lige nu er holdet nummer 16 med 20 point efter 22 kampe. Det er kun blevet til fem ligasejre i denne sæson.

Mikkel Damsgaard har været ukampdygtig med en knæskade i længere tid.

Den danske landsholdsspiller har ikke spillet en fodboldkamp siden 12. oktober sidste år. Her blev den offensive og letbenede kreatør udskiftet med en skade i Danmarks VM-kvalifikationskamp hjemme mod Østrig.

Siden har han misset 15 ligakampe og to pokalkampe for Sampdoria.

/ritzau/

I videoen ovenfor kan du se eller gense en flot Mikkel Damsgaard-detalje.

Andre gode nyheder