Gå til hovedindhold

Åh nej! Damsgaard sandsynligvis ude resten af sæsonen - se da han scorede fra midten i FCN-trøjen her

Af: Ritzau

Mikkel Damsgaard ser ud til at have spillet sin sidste kamp for Sampdoria i denne sæson.

Der kan være sat et punktum for Mikkel Damsgaards sæson i Sampdoria.

Det afslører klubpræsident Marco Lanna.

-Damsgaard vil næppe kunne vende tilbage i denne sæson, siger han til det italienske medie Telenord.

21-årige Damsgaard udgik den 12. oktober med en knæskade i Danmarks VM-kvalifikationskamp hjemme mod Østrig. 

En skade, der efterfølgende viste sig at være en infektion i knæet, som han har døjet med lige siden.

Offensivspilleren har generelt haft en svær sæson efter sommerens EM-slutrunde, hvor han fik sit store gennembrud på landsholdet og blev en fanfavorit hos danskerne med flotte scoringer mod Rusland og England.

Landsholdsspilleren er i denne sæson noteret for nul scoringer og oplæg i syv ligakampe.

I sæsonen forinden, der var hans første i Sampdoria, scorede han to mål og lagde op til fire i 35 kampe i Serie A.

Mikkel Damsgaard skiftede til den norditalienske klub i sommeren 2020 fra Superliga-klubben FC Nordsjælland.

/ritzau/

Du kan se et fremragende spark af Mikkel Damsgaard fra midten af banen, som ender i målet - og dermed gør det til 2-0 for FC Nordsjælland hjemme mod OB.

Andre gode nyheder