Gå til hovedindhold

Polske fans nægtet adgang til Aston Villa-kamp efter ballade

Af: Ritzau

Tre betjente er blevet såret efter sammenstød mellem Legia Warszawa-fans og politi i Birmingham.

Kampen mellem Aston Villa og Legia Warszawa i Conference League torsdag aften fik en kedelig optakt.

Fans af det polske udehold var således i clinch med det lokale politi i Birmingham, og tre betjente er ifølge BBC blevet såret.

Frygt for uroligheder betød, at Legia Warszawa kun blev tildelt 1000 billetter til kampen, men endnu flere polske fans rejste med til England, skriver nyhedsbureauet AFP.

Og en del af dem endte altså i et voldeligt sammenstød med politiet, som før kampen besluttede helt at afskærme de medrejsende fans fra Villa Park for at have bedre kontrol med situationen.

På banen stod den efter første halvleg 1-1 mellem Aston Villa og Legia Warszawa.

/ritzau/

Andre gode nyheder