Gå til hovedindhold

PL-klub ville hente europamester: Nu klager hans klub til Fifa

Af: Web

West Ham kan komme i store problemer, fordi Sporting Lissabon nu vil klage over klubbens jagt på midtbanestjerne.

Det er Sportings klubpræsident Bruno de Carvalho, der over for BBC siger, at West Ham har løjet.

London-klubben har nemlig befundet sig i lidt af en pressekrig med Sporting, siden et sent skifte til Premier League glippede for den portugisiske midtbanestjerne William Carvalho.

Sagen er, at West Ham efter transfervinduets lukning - natten til den 1. september - meldte ud, at de havde budt på Carvalho, men var blevet afvist af Sporting. Det fik efterfølgende portugisernes kommunikationschef til at gå i medierne og slå fast, at:

-Der kom intet tilbud på William Carvalho.

Det fandt West Ham sig ikke i, og pludselig var Sky Sports i besiddelse af to emails, der angiveligt beviste, at London-klubbens medejer, David Sullivan, havde sendt et købstilbud til portugiserne. I alt 25 millioner euro - ca. 185 millioner kroner - plus en række bonusser lød det på.

Men trods de to emails er portugiserne stadig ikke enige i West Hams udlægning.

-West Ham sendte en masse agenter. De sendte aldrig et tilbud, siger Sporting-præsident Bruno de Carvalho til BBC, der mener West Ham har henvendt sig ulovligt til William Carvalho.

-Det er vores fornemmelse, og vi har allerede informeret West Hams advokater om, at vi vil klage til FIFA, siger han.

-De burde begynde at tænke rigtig meget over det juridiske spørgsmål. De vil blive nødt til at vise FIFA, at de sendte det. De er nødt til at vise en masse ting, tilføjer han til BBC.

West Ham afviser fortsat Sportings "opmærksomhedssøgende" påstande.

Andre gode nyheder