Op til 17 spillere kan få DBU’s landskampsnål i Slovakiet
Når Danmark onsdag aften møder Slovakiet i Trnava, skal DBU for kun anden gang i sin historie uddele sin landskampsnål til hver af spillerne i startopstillingen.
Af Frits Ahlstrøm
Første gang var for 110 år siden – den 19. oktober 1908 – da det danske landshold spillede den første af sine hidtil 838 A-landskampe.
Disse 11 sørgede for en sejr på 9-0 over det franske B-hold på White City Stadium i London i forbindelse med De olympiske Lege:
Ludwig Drescher (KB), Charles Buchwald (AB), Harald Hansen (B 93), Harald Bohr (AB), Kristian Middelboe (KB), Nils Middelboe (KB), Oskar Nielsen (KB), Sophus ’Krølben’ Nielsen (Frem), August Lindgreen (B 93), Vilhelm Wolfhagen (KB) og Peter Marius Andersen (Frem).
Tre dage senere samme sted vandt Danmark 17-1 over det franske A-hold. Johannes Gandil (B 93) og Bjørn Rasmussen (KB) havde afløst henholdsvis Oskar Nielsen og Peter Marius Andersen.
Det var i den kamp, Sophus ’Krølben’ Nielsen lavede 10 mål.
Alle spillerne var amatører og betragtede det som en meget stor ære at spille for Danmark. Selv da Nils Middelboe som et led i sin uddannelse flyttede til London og i flere år optrådte som anfører for Chelsea FC i den professionelle engelske liga, forblev han amatør.
Det var typisk for dem efter deres karriere som aktiv at give noget tilbage til dansk fodbold. Kristian Middelboe, civilingeniør og godt seks år ældre end bror Nils, var i to perioder formand for DBU (1935-40 og 1948-50) og Sophus ’Krølben’ Nielsen såkaldt rigstræner og ansvarlig for A-landsholdet i 35 kampe (fra 1932 til 1945), mens Johannes Gandil var redaktør på og initiativtager til ”Dansk Fodbold”; et digert værk på 720 sider, som DBU udgav i forbindelse med sit 50 års jubilæum i 1939.
Johannes Gandil var en hurtig højre wing, som også gjorde sig fornemt bemærket i atletik. Han deltog i 100 meter løb ved De olympiske Lege i Paris i 1900 og vandt det danske mesterskab på denne distance i 1902.
DBU har 24 spillere med i Trnava; 11 på banen og 12 på bænken, mens én må tage plads på tribunen. Op til seks spillere må udskiftes undervejs. Det vil sige, at 17 spillere har mulighed for at få deres debut.
Indtil nu har 801 danske spillere modtaget landskampsnålen.
Det er sket, at udenlandske spillere har fået den; nemlig de 11 svenskere, som den 1. oktober 1922 sørgede for den første svenske sejr over Danmark – i Danmark. Dermed ville DBU anerkende deres bedrift. De blå-gule vandt 2-1.
Selv om DBU kun havde kort tid til at samle et landshold til venskabskampen mod Slovakiet, er det lykkedes at forsyne spillertrøjerne med spillernes navne – udover, naturligvis, rygnumre.
Det er i den gældende situation en fordel for tilskuerne og pressen – og måske også for den vikarierende cheftræner John ’Faxe’ Jensen og hans assistent Hase Kuhn, eftersom deres kendskab til spillerne i sagens natur er ringe.
Apropos navne på trøjerne:
Danny Blanchflower var anfører for Tottenham Hotspur FC, da klubben i 1961 besejrede Leicester City FC 2-0 i FA Cup-finaen på Wembley (og sikrede sig The Double). Op til kampen introducerede han sine holdkammerater for Hertuginden af Kent.
-Sig mig, sagde hertuginden. Hvorfor har spillerne på det andet hold deres navne på deres træningstrøjer i modsætning til jer?
-Jo, ser De. Vi kender hinanden, svarede Danny Blanchflower.
Det var dengang, der var plads til humor i fodbold – både på og udenfor banen.











