Ny katastrofe truer det danske landshold
Når Danmark – udelukkende med amatører – onsdag aften i Trnava spiller mod Slovakiet, er der risiko for alle tiders største nederlag for et dansk landshold.
Af Frits Ahlstrøm
DBU har på baggrund af konflikten med Spillerforeningen udtaget spillere fra klubber udenfor Superligaen og Nordic Bet Ligaen.
De skal møde et slovakisk hold med spillere, som til dagligt optræder på højt europæisk niveau – eksempelvis målmanden Martin Dúbravka (Newcastle United FC), anføreren Martin Škrtel (Fenerbahce SK), Milan Škriniar (FC Internazionale Milano), Ján Greguš (FC København), Stanislav Lobotka (RC Celta Vigo) samt Marek Hamšík (SSC Napoli) med 21 mål i 105 landskampe.
Det bliver givetvis en forestilling, vi af flere årsager vil huske længe; måske resten af vort liv. Som det var tilfældet for Gunnar NU Hansen med landskampen mellem Tyskland og Danmark den 16. maj 1937 i Breslau (nu Wroclaw i Polen).
Det var hans debut som radioreporter til en fodboldlandskamp. Stående på det ny-tjærede tag på hovedtribunen på Herman Göring Stadion refererede og kommenterede han det ulige slag.
Der var direkte transmission fra de sidste 25 minutter. Netop som Gunnar kom igennem, lød der et bragende bifald fra de 40.000 tilskuere. Otto Siffling havde netop lavet sit femte mål i træk og bragt Tyskland foran 6-0.
Den legendariske TV-og radioreporter oplevede yderligere to tyske scoringer og et dansk nederlag på 8-0; det største, Danmark har været udsat for i 797 A-landskampe siden den første den 19. oktober 1908, da det blev til en sejr på 9-0 over Frankrig ved De olympiske Lege i London.
Otto Siffling fra SV Waldhof Mannheim præsterede 17 mål i 31 landskampe. Halvandet år senere døde han af lungebetændelse; kun 27 år.
Det var et godt dansk landshold – med følgende 11: Svend Jensen (B 93) Poul L. Hansen (B 93), Oscar Jørgensen (KB), Carl Larsen (AB), Henry Nielsen (B 93), Poul Toft Jensen (AB), Helmuth Søbirk (Frem), Eyolf Kleven (AB), Pauli Jørgensen (Frem), Kai Uldaler (B 93) og Eigil Thielsen (AB).
Ingen i Danmark havde forestillet sig, at dette hold ville lide en sådan skæbne, der omtales i dansk fodbolds historie som ”Katastrofen i Breslau”.
Om det bliver værre eller bedre for den vikarierende cheftræner John ’Faxe’ Jensen og hans spillere i Trnava, vil vise sig.











