Officielt: Tottenham henter kontroversiel back på lang kontrakt
Af: Malthe Rygaard
Tottenham har hentet yderligere forstærkning til forsvaret i franske PSG.
For en uges tid siden sikrede Tottenham sig Davinson Sanchez som forstærkning til forsvaret.
Nu har de været ude og hente endnu en spiller til de bagerste geleder.
Det er ivorianske Serge Aurier, som netop er kommet til, har klubben meddelt.
Han har skrevet under på en kontrakt til 2022.
Han har en lidt blakket fortid. Tilbage i 2016 blev han smidt af PSG-holdet op til en Champions League-kamp mod Chelsea. Han havde på en video været nedladende og hånlig mod flere medspillere og specielt daværende træner, Laurent Blanc.
Det kostede ham tre uger hos reserverne.
Et par måneder senere blev han nægtet indrejse i England, da PSG skulle spille Champions League mod Arsenal.
Han var blevet dømt i september måned for vold mod en politimand foran en natklub i Paris. En dom, han havde appelleret, men blev stadig nægtet indrejse til England.
Du kan blandt andet se Serge Aurier lægge op til et mål scoret mod Tottenhams rivaler fra Arsenal i videoen øverst
Malthe Rygaard
malthe.rygaard@tv3sport.dk










