Offer i Korea-krigen lærte splejsen Derek at kæmpe
En særdeles god bekendt af dansk fodbold rundede 75 år i sidste måned.
Af Frits Ahlstrøm
Derek Currie har i den anledning udgivet sin selvbiografi, hvor han fortæller om sin karriere i professionel fodbold. Den blev grundlagt i fødebyen Glasgow, men gennembruddet som spiller kom i Hongkong, hvor han blev kendt under navnet Jesus.
Hans familie tilhørte arbejderklassen og var meget sportsinteresseret:
-Min far, der havde et fysisk hårdt arbejde på et skibsværft, havde selv været en talentfuld spiller, min ældste bror Dick var en fremragende bokser, der vandt guld i fluevægt ved Commonwealth Games og det britiske mesterskab for amatører to gange, og min anden bror John var på talentholdet i Rangers FC og optrådte flere gange på legendariske Ibrox Stadium, men havde ved siden af et job – han var typograf ligesom mig – og kvalificerede sig aldrig til 1. holdet.
-Selv om pengene var små, fik vi et fjernsyn allerede i 1950erne, fordi mine forældre gerne ville se Dick som bokser i de store internationale stævner. Det var jeg glad for, eftersom det også gav mig mulighed for at se VM-finalen mellem Sverige og Brasilien i Stockholm i 1958. Det var første gang, jeg så Pelé, som jeg senere selv skulle spille imod.
-Da Dick havde bokset sin sidste kamp, blev han ansat som den førende bokse-skribent på Daily Record; det mest solgte dagblad i Skotland.
Det var takket være de forbindelser, Dick havde, at Derek og hans familie fik lejlighed til at overvære Europa Cup-finalen for mesterhold mellem Real Madrid CF og Eintracht Frankfurt på Hampden Park 18. maj 1960. Der var udsolgt med 127.621 tilskuere.
-Det lykkedes Nick at skaffe os billetter til ståtribunerne, skriver Derek Currie. Min bror John fik en plads bag det ene mål, mens mine forældre og jeg fik adgang til den ene langside. Dick selv fik en siddeplads ved siden af Bill Nicholson, den legendariske manager i Tottenham.
-Vi stod i kø i mindst en time inden portene blev åbnet to timer før kickoff for at få nogle gode pladser. Min mor havde medbragt sandwich og te på termokande, og min far havde lavet en mindre stol, jeg kunne stå på, så jeg havde en fin udsigt over banen.
-Jeg glemmer aldrig den kamp, hvor Alfredo Di Stéfano blev mit første store idol. Han lavede tre mål og Ferenc Puskás fire. Real vandt 7-3.
På det tidspunkt var Derek Currie 11 år og spillede for Victoria XI, et af holdene i berømte Queen’s Park FC, der ejede Hampden Park og var den eneste amatørklub, der spillede i en professionel liga i britisk fodbold.
Der var stil over Queen’s Park.
-Ligesom vores ledere skulle vi til alle kampe møde i lange bukser med pressefolder og en blazer med klubbens logo påsyet. Vi lignede mere bankelever end fodboldspillere, erindrer Derek Currie.
Som træner havde de Harold Davies, der i sin tid som en kontant forsvarsspillerspiller i Rangers FC blev omtalt som ’jernmanden’. Hans far blev såret i Den 2. Verdenskrig, og det samme skete for Harold, da han som 18-årig i 1951 blev indkaldt til hæren for at aftjene sin værnepligt.
Harold Davies deltog i Korea Krigen, hvor han i en skyttegrav blev skudt i både maven og sin ene fod. I de følgende to år gennemgik han 18 operationer. Ingen forventede at se ham tilbage på banen, men med en ukuelig vilje og hjælp fra fysioterapeuten David Kinnear lykkedes det ham at blive så restitueret, at fysioterapeuten med en fortid i Rangers FC kunne anbefale ham til Scot Symon, den legendariske manager i Rangers FC.
Allerede i sin første sæson var Harold Davies (som 22-årig) med til at vinde den skotske liga. I løbet af otte år på Ibrox spillede han 272 kampe og opnåede syv titler. På grund af en skade mistede han Europa Cup-finalen for Pokalvindere mod AFC Fiorentina i 1961.
-Han lærte mig hvad det vil sige at kæmpe, skriver Derek Currie om Harold Davies. Og det fik jeg brug for. Jeg var jo lidt af splejs – kun 173 cm høj – men hurtig på fødderne, teknisk ganske god og med næse for målchancerne.
Queen’s Park FC blev grundlagt 9. juli 1867:
-I aften klokken halv 9 mødtes nogle gentlemen på Eglinton Terrace 3 med det formål at stifte en fodboldklub.
Klubbens amatørstatus fremgik af det latinske motto: Ludere Causa Ludendi – at spille for spillets skyld.
Queen’s Park FC har aldrig været skotsk mester, men vundet FA Cup’en i alt 10 gange fra starten i 1874 til 1900. Celtic FC er den mest vindende i pokalturneringen med 41 triumfer foran Rangers FC med 34, Queen’s Park med 10, Hearts of Midlothian FC med 8 og Aberdeen FC med 7.
- november 2019 indførte Queen’s Park professionalisme. Indtil da spillede klubben sine kampe på hjemmebane på det såkaldte ’Lesser Hampden’ mindre end et målspark fra Hampden Park. Det havde en tilskuerkapacitet på 1.774 siddepladser.
Men med sin status som professionel er Queen’s Park FC atter rykket ind på Hampden Park, hvor klubben samler færre end 1.000 tilskuere i gennemsnit til sine kampe i den tredjebedste skotske række.
