Gå til hovedindhold

Celtic fyrer træneren efter skuffende resultater

Af: Ritzau

Wilfried Nancy nåede kun otte kampe som cheftræner for Celtic FC. Nu er franskmanden blevet fyret.

Celtic FC har fyret Wilfried Nancy som cheftræner med øjeblikkelig virkning. Det skriver den skotske fodboldklub mandag på sin hjemmeside.

Dermed skal den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel have ny træner.

Wilfried Nancy kom til Celtic fra MLS-klubben Columbus Crew 4. december og er fortid i klubben efter blot otte kampe. Det blev dermed til 33 dage i jobbet.

Kun to af kampene endte med sejre, mens de seks øvrige kampe alle blev tabt.

Senest tabte Celtic lørdag 1-3 på hjemmebane til ærkerivalerne fra Rangers i den bedste skotske fodboldrække.

Celtic har i samme forbindelse valgt at sige farvel til Paul Tisdale som sportschef.

Ud over cheftræneren og sportschefen er assistenterne Kwame Ampadu, Jules Gueguen og Maxime Chalier også færdige i Celtic, der skal i gang med en rekruttering af en helt ny trænerstab.

Wilfried Nancy blev ansat som afløser for trænerveteranen Martin O'Neill, der havde varetaget jobbet som vikar i otte kampe med stor succes.

73-årige O'Neill, der er en elsket figur i Celtic, vandt syv ud af de otte kampe, han nåede at stå i spidsen for holdet.

O'Neills eneste nederlag blev til FC Midtjylland, da Celtic 6. november tabte 1-3 i Herning i Europa League.

Inden O'Neill var Brendan Rodgers træner for Celtic i lidt over to år.

Endnu er der ikke noget nyt om, hvem der skal være ny cheftræner for Celtic.

Den næste opgave for Celtic er hjemmekampen mod Dundee United i den hjemlige liga på lørdag.

Celtic er lige nu nummer to i ligaen og seks point efter Hearts på førstepladsen.

/ritzau/

Andre gode nyheder