Nu vender kinesiske klubber hjem for at undgå coronavirus
Af: Ritzau
Fodboldklubben Wuhan Zall fra Kina tog til Spanien for at flygte fra coronavirus. Nu vender klubben hjem.
Da Kina blev hårdt ramt af coronavirus, valgte klubber og landshold at søge væk fra landet for at træne uden frygt for at blive syge.
Nu vender en del af dem hjem af samme årsag, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det gælder blandt andet spillerne fra Wuhan Zall, der har hjemme i det kinesiske epicentrum for udbruddet.
Wuhan Zall tog til Spanien i slutningen af januar for at træne, men her er coronasmitten begyndt at sprede sig, så nu søger holdet hjem. I første omgang skal det angiveligt træne i den kinesiske by Shenzhen, fordi Wuhan stadig er lukket ned.
Situationen er "vendt rundt", påpegede Wuhans brasilianske spiller Leo Baptistao, inden holdet i weekenden vendte snuden hjemad.
-Vi er mere i fare her. Nu ser det ud til, at det er bedre at forlade landet, sagde han ifølge AFP.
Den bedste kinesiske fodboldrække skulle være startet 22. februar, men blev udsat på ubestemt tid.
Det kinesiske landshold træner ligesom flere andre kinesiske klubber i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, men har også planer om at vende hjem hurtigt muligt.
De kinesiske mestre fra Guangzhou Evergrande, der er trænet af forsvarslegenden Fabio Cannavaro, er allerede vendt hjem til Kina efter et ophold i Dubai.
Flere af klubberne oplever imidlertid komplikationer med hjemrejserne på grund af rejserestriktioner i flere europæiske lande.
Selv om coronavirus har spredt sig til det meste af verden, er Kina stadig det land, hvor klart flest er registreret smittet. Flere end 81.000 personer er smittet i Kina, og omkring 3200 er døde.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










