Ny FIFA-sag: Specialanklager åbner efterforskning af præsident Infantino
Af: Laurits Lyck
Nettet strammes om endnu en FIFA-præsident.
Torsdag har de schweiziske myndigheder bekræftet, at der er åbnet en undersøgelse af FIFA-præsident Gianni Infantino og den schweiziske justitsminister Michael Lauber.
Det skriver flere store medier, blandt andet britiske Sky Sports.
Netop de to har for nyligt været i en anden prekær sag sammen, da Lauber ved en domstol blev kendt skyldig i at have løjet om samtaler, han havde haft med Infantino. Samtalerne fandt sted, mens FIFA blev efterforsket af de schweiziske myndigheder. Lauber stopper som følge af dommen som justitsminister ved udgangen af denne måned.
Den nye undersøgelse omhandler deres kontakt, og om der er sket noget kriminelt.
Udover Infantino bliver en regional chefanklager også efterforsket, og specialanklageren, der har sagen, har desuden ansøgt om også at kunne efterforske Michael Lauber i samme sag. Det vil i første omgang kræve, at hans immunitet annulleres.
Gianni Infantino er langt fra den eneste FIFA-præsident, der er kommet i myndighedernes søgelys for potentielt at have begået lovbrud. Hans forgænger på posten, Sepp Blatter, blev i årevis beskyldt for lyssky handler, og João Havelange, der sad i sædet i 24 år, blev også beskyldt for korruption.
Infantino har været FIFA-præsident siden februar 2016.
Laurits Lyck
laurits.lyck@tv3sport.dk










