Gå til hovedindhold

Morten Olsen til TV3 SPORT: Kompany har formatet til at genrejse Anderlecht

Morten Olsen, der spillede for RSC Anderlecht fra 1980 til 1986, tiltror Vincent Kompany muligheden for at genrejse den belgiske storklub.

_Af Frits Ahlstrøm _

-Jeg forstår fuldt ud den eufori, hans 3-årige kontrakt som spillende træner har medført i Belgien, udtaler Morten Olsen til TV3 Sport. Vincent Kompany har på banen vist, at han er en intelligent spiller og den fødte leder.  

-Der er forskel på at være spiller og træner og på at være spiller og spillende træner, tilføjer den 69-årige tidligere chef for det danske landshold. Vi har oplevede for 20-25 år siden, at eksempelvis Kenny Dalglish og Ruud Gullit som spillende trænere i henholdsvis Liverpool FC og Chelsea FC havde stor succes. 

-Men nu til dags er denne dobbeltrolle i topfodbold en sjældenhed; endog en vanskelig en, mener Morten Olsen, der har været tæt knyttet til RSC Anderlecht i 40 år.  

-Det kan være problematisk at skulle udtage sig selv til startopstillingen, men respekten for Vincent Kompany er så stor, at de andre spillere, altså hans kolleger, formentligt finder det naturligt. 

-Desuden har jeg forstået, Vincent Kompany vil medbringe en af trænerne i Manchester City FC, som også kan kommunikere med spillerne og dirigere dem; såvel til træningen som på bænken under en kamp. Det understreger hans klogskab, at han dermed tager højde for eventuelle gnidninger i truppen. 

Morten Olsen er overbevist om, at Vincent Kompany vil implementere Pep Guardiolas filosofi, selv om det kan tage lang tid og kræve stor tålmodighed. 

-Den stil vil behage klubbens tilhængere, indskyder Morten Olsen. For dem er det ikke nok at vinde.  

-De er vokset op med, at Anderlecht skal præstere seværdig fodbold. Da klubben for to år siden senest vandt det belgiske mesterskab, blev holdet for det meste pebet ud, fordi der blev praktiseret reaktions-fodbold. 

Morten Olsen mener, at Vincent Kompany i den senere tid – efter talrige pauser på grund af skader – har demonstreret, at han stadig er en af verdens bedste forsvarsspillere. 

-Han har været fantastisk for Manchester City FC og er som en sand anfører gået forrest, bemærker Morten Olsen.  

Den opfattelse deler Roberto Martínez, den 45-årige spanske træner for det belgiske landshold. 

-Hvis Vincent Kompany holder sig på det niveau, spiller han selvfølgelig for Belgien i EM-slutrunden i 2020, siger Roberto Martínez. 

33-årige Vincent Kompany er noteret for 87 landskampe og 4 mål for Belgien.

Andre gode nyheder