Tidligere PL-stjerne er smuttet til Dubai uden tilladelse: Nu vil Anderlecht fyre ham
Den tidligere stjerne i Arsenal og Manchester City Samir Nasri er smuttet til Dubai, men han har ikke givet hans klub, Anderlecht, besked. Nu vil klubben fyre Nasri.
Den franske offensivspiller Samir Nasri har tidligere været kendt som lidt af et problembarn, som har haft svært ved at overholde regler og rammer.
Nasri blev i 2018 tildelt 18 måneders karantæne for at overtræde dopingreglerne, og nu viser han igen, at han er svær at håndtere.
Den tidligere Premier League-stjerne er nemlig smuttet til Dubai uden at fortælle det til sin klub, Anderlecht, som intet har hørt fra spilleren.
Alle spillere i klubben skal ellers angive, hvor de befinder sig og holde klubben opdateret på deres træningsprogrammer.
Det har alle spillere gjort; på nær Samir Nasri.
Nasri har været i Anderlecht siden juli 2019, hvor det er blevet til syv kampe og et enkelt mål i den belgiske Jupiter League.
Aske Strandbygaard
aske.strandbygaard@nentgroup.com










