Mega-talent fik sin bedste ven med til Dortmund
Det skabte store overskrifter i den tyske presse, da Borussia Dortmund for 52 millioner danske kroner hvervede den 17-årige angriber Jadon Sancho i Manchester City FC få timer før transfervinduet blev lukket.
Af Frits Ahlstrøm
Derimod blev det knap nok bemærket, at den tyske klub samtidigt hentede et andet talent i den engelske storklub: den 20-årige Denzell Boadu.
Mens Pep Guardiola gjorde alt for at beholde mega-talentet Jadon Sancho, var det ikke noget problem for ham at lade Denzell Boadu skifte klub. Selv om han havde demonstreret sit talent i Tottenham Hotspur FC og Arsenal FC inden han kom til Manchester City, havde han været skadet så ofte, at han ikke indgik i City-managerens planer.
Nu fortæller Ingo Preuss, cheftræneren for U/23-holdet i Borussia Dortmund, hvorfor klubben også tilbød Denzell Boadu en kontrakt.
-Dels er han et talent, som vi håber at kunne genopbygge og udvikle, dels og nok så væsentligt er han Jadon Sanchos bedste ven.
Det er opfattelsen i den tyske klub, at det vil hjælpe Jadon Sancho til hurtigere at falde til i de nye omgivelser; ikke mindst udenfor banen.
Manchester City havde tilbudt Jadon Sancho en ny kontrakt med en ugeløn på angiveligt 260.000 kroner.
Hvad han tjener i Borussia Dortmund i løbet af de tre sæsoner, han foreløbigt har kontrakt på, vides ikke.
Mens Jadon Sancho er i 1. holds-truppen, skal Denzell Boadu indtil videre trænere med U/23-holdet.
Jadon Sancho er noteret for 26 kampe på de engelske U/16 og U/17 landshold.











